Til forsiden



Du er her: Skip Navigation LinksForsideNyhederAdministrative lettelser og effektiviseringer på dagsordenen

 Administrative lettelser og effektiviseringer på dagsordenen 

15. juni 2010 
Rådet i FN's Søfartsorganisation holdt sit 104. møde i London fra den 7. - 11. juni 2010.



Blandt de vigtigste emner de 40 medlemslande drøftede var:

Administrative lettelser
Som det fremgår af en særskilt nyhed her besluttedes på baggrund af et bl.a. dansk initiativ at øge den internationale indsats for at reducere unødvendige procedurer og regler med henblik på at gøre både industri og myndigheder mere effektive.

Mødeeffektiviseringer
På baggrund af en række anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Council, blev det besluttet at indføre en række tiltag til at gøre mødeafholdelsen i IMO mere effektiv. Dette forventes også at føre til besparelser i organisationen. Fra dansk side fandt man det beklageligt, at nogle af anbefalingerne (der ville føre til yderligere effektivisering og omkostningsreduktion) blev afvist, da disse oprindeligt var fremsat af de skandinaviske lande i arbejdsgruppen, og hvor de havde opnået stor støtte. Det drejede sig bl.a. om et forslag til ændring af proceduren for valg af formænd mv., der ville spare op mod 45 minutter effektiv mødetid per møde (hvilket udgør ca. 1/6 af den effektive mødetid), ligesom der heller ikke var ønske om at effektivisere Council og reducere antallet af mødedage for Council til 3 dage per møde.

De vedtagne tiltag medfører blandt andet, at der vil blive indført ændringer i oversættelsen af visse dokumenter. Dokumenter over 20 sider vil fremover ikke blive oversat til samtlige arbejdssprog, men alene et udførligt referat vil blive oversat. Desuden fandt man, at man kunne reducere antallet af mødedage for en række organer, men den endelige beslutning vil dog først blive taget, når disse organer er blevet hørt, og det er sikret at reduktion af antallet af mødedage ikke vil gå ud over muligheden for at træffe nødvendige beslutninger. Herudover vil sekretariatet nærmere undersøge observatørers (interesse- og industriorganisationer) status og rettigheder (f.eks. taleret) i andre FN organer med henblik på, at Council kan vurdere mulighederne for evt. at opkræve et finansielt bidrag fra observatørerne.

Offentlig adgang til IMO dokumenter
Council drøftede muligheden for, at offentligheden får øget adgang til IMO's dokumenter.  Council havde tidligere besluttet, at alene en mindre del af Organisationens dokumenter skulle være tilgængelige for offentligheden. Denne politik er endnu ikke fuldstændigt implementeret, da der er visse kapacitetsrestriktioner i forhold til IMOs hjemmeside, men dette arbejdes der på at finde en løsning på.

En række lande inklusive Danmark fandt det væsentligt i endnu højere grad at give offentligheden adgang til organisationens dokumenter, når de nødvendige IT-systemer var på plads.

World Maritime University
Council drøftede den finansielle situation for World Maritime University i Malmø, Sverige. Da en række store donorer har besluttet at stoppe den finansielle støtte til universitet, har universitet akut behov for finansielle midler. Således besluttede Council at bidrage til finansieringen til universitet med £250.000 i henholdsvis 2010 og 2011. Herudover blev det drøftet, hvordan den fortsatte finansiering skulle sikres. Hertil besluttede man at nedsætte en korrespondancegruppe, der skal se på mulighederne, herunder finansiering fra medlemsstaterne, industri- og interesseorganisationer, samt muligheder for at universitetet får egne finansieringskilder.

Den internationale maritime pris for 2009
Rådet besluttede efter afstemning at tildele International Maritime Prize for 2009 til Johan Fransson, tidligere søsikkerhedsdirektør i det svenske Sjöfartsverket, og blandt andet formand for Council i perioden 2005-2009.

Tema for Verdens Maritime Dag 2011
Rådet besluttede på Generalsekretærens forslag, at temaet for World Maritime Day 2011 skal være "Piracy: Orchestrating the Response."



Større tekst
Læs højt
Print
Send link til en ven



Pressekontakt

Generel pressekontakt
Christoffer Muusmann
Informationsmedarbejder
Tlf: 39 17 45 00
E-mail: cmu@dma.dk