Til forsiden



Du er her: Skip Navigation LinksForsideNyhederDansk indsats bærer frugt: Klare regler om ansvar og erstatning ved ulykker med farligt gods

 Dansk indsats bærer frugt: Klare regler om ansvar og erstatning ved ulykker med farligt gods 

30. april 2010 
Ved international konference i London er der netop opnået enighed om de nye regler.



FN’s Søfartsorganisation, IMO, har i dag vedtaget nye regler for erstatning ved ulykker til søs, hvor  farlige og forurenende stoffer kan lave omfattende skader, der kan påvirke bl.a. det marine miljø. Hermed er der taget en afgørende beslutning for at sikre en bred opbakning til en konvention, der skal forbedre ofrenes muligheder for erstatning.

Dermed er der fundet en løsning på de problemer, der har medført, at den såkaldte HNS-konvention fra 1996 aldrig er trådt i kraft. HNS-konventionen var netop rettet mod at skabe et klart internationalt regelsæt, der skulle træde i kraft ved forureningsulykker. Desværre var mulighederne for at leve op til konventionens krav svære, og en række lande tilsluttede sig derfor aldrig.

Danmark har været en meget aktiv part i arbejdet med at få de nye regler på plads. Søfartsstyrelsen, som har forhandlet på Danmarks vegne, fremlagde det afgørende forslag til løsning af spørgsmålet om betaling for emballeret gods. Det er bl.a. det forslag, der nu er vedtaget.

Vicedirektør Birgit Sølling Olsen, der i lyset af Danmarks indsats i forbindelse med de nye regler også var en af vice-formændene for konferencen, udtaler: Jeg er meget tilfreds med resultatet, der sikrer, at ofre for en HNS-ulykke nu får et system til erstatningsdækning, der ligner det, der har fungeret godt i mange år for ofre for olieforurening.

Fakta:
IMO var vært for en international diplomatkonference den 26. – 30. april 2010 i London. På konferencen blev vedtaget en tillægsprotokol til HNS-konventionen fra 1996. Konventionen omhandler ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNS-stoffer).

HNS-stoffer er en række stoffer, der omfatter kemikalier, som kendes fra husholdningen, gødning og stoffer som benyttes af den kemiske industri.

Konventionens erstatningssystem er to-strenget. For det første skal skibe, som transporterer HNS-stoffer, have en ansvarsforsikring. For det andet oprettes en international HNS-fond, der skal dække erstatningskrav, der overstiger redernes ansvarsgrænse. Det er importørerne af HNS-stoffer, transporteret i bulk, der skal bidrage til fonden. Svarende til den ordning, der gælder ved transport af tung olie.

De nye regler tager hensyn til de lande, der ikke har ratificeret, fordi de fandt, at konventionen var administrativt besværligt – ikke mindst når det drejede sig om at holde styr på importen af særlige stoffer, der blev transporteret til søs i emballeret form. Det betød, at nogle lande havde problemer med at sikre, at importørerne af disse stoffer også betalte til den internationale HNS erstatningsfond. Som en konsekvens heraf fritages disse importører nu for at betale til fonden. I stedet for forhøjes rederens ansvar for skibe, der transporterer HNS-stoffer i emballeret form, ligesom de andre HNS-importører også må være med til at dække for skaderne ved disse stoffer.

Ved det enkelte uheld kan der samlet dækkes skader for i alt 250 millioner Special Drawing Rights, SDR, der svarer til ca. 2.1 milliard danske kroner.

Rederens ansvar varierer med skibets størrelse. Den øverste ansvarsgrænse for de store skibe er 100 millioner SDR, ca. 840 millioner danske kroner. Transporterer skibet HNS-stoffer i emballeret form er ansvarsgrænsen for det enkelte skib nu blevet forhøjet med 15%, og den øverste ansvarsgrænse for disse stoffer er nu 115 millioner SDR, ca. 974 millioner danske kroner. Hvis skaderne overstiger rederens ansvarsgrænse dækkes de af fonden, så det har ingen betydning set i forhold til ofret, om der er tale om det er et stort eller et lille skib, der har lavet skaden.



Større tekst
Læs højt
Print
Send link til en ven



Pressekontakt

Ansvarlig for denne artikel
Sine Rosenborg
Specialkonsulent
Tlf: 39 17 46 43
E-mail: snr@dma.dk

Generel pressekontakt
Christoffer Muusmann
Informationsmedarbejder
Tlf: 39 17 45 00
E-mail: cmu@dma.dk