Til forsiden



Du er her: Skip Navigation LinksForsideNyhederInternational støtte til dansk forslag om et klimabidrag på brændstof til skibe

 International støtte til dansk forslag om et klimabidrag på brændstof til skibe 

17. juli 2009 
På det 59. møde i IMO’s miljøbeskyttelseskomite, MEPC 59, som blev afholdt den 13.-17. juli 2009, støttede en lang række lande ...


samt industriorganisationer det danske markedsbaserede forslag om at betale et bidrag ved køb af brændstof til skibe i international fart.

Der blev også opnået enighed om en arbejdsplan for det videre arbejde med at udvikle et markedsbaseret instrument i IMO. Samtidig lykkedes det at opnå enighed om et energieffektivitets designindeks for nye skibes miljøpræstationer baseret på designkrav i byggefasen med henblik på at teste robustheden heraf for de mest almindelige skibstyper.


Generalsekretæren opfordrede IMO til vise lederskab

IMO’s generalsekretær understregede i sin åbningstale behovet for at IMO kunne sende et klart signal til FN’s Klimakonference (COP 15) i København i 2009 om, at IMO var klar til at stå i spidsen for at levere skibsfartens bidrag til løsning af de globale klimaudfordringer. Generalsekretæren opfordrede desuden medlemslandene til at betragte de globale klimaudfordringer som en mulighed, der kunne gavne klimaet og samtidig styrke skibsfartserhvervet.


Dybdegående drøftelse af markedsbaserede instrumenter

Som besluttet på det 58. møde i IMO’s Miljøkomite, MEPC 58, i oktober 2008 var der på MEPC 59 for første gang en dybdegående drøftelse af markedsbaserede instrumenter til regulering af drivhusgasudledning fra international skibsfart. Selvom drøftelsen som ventet viste, at man endnu ikke kunne pege entydigt på ét markedsbaseret instrument, fandt et betydeligt flertal af lande det vigtigt at arbejde videre med udvikling af et markedsbaseret instrument. Baggrunden var, at tekniske og operative tiltag ikke alene ville kunne levere den nødvendige CO2-reduktion fra sektoren.

 

Blandt de markedsbaserede forslag, som blev drøftet på mødet, var der i det væsentligste et forslag fra Danmark om at betale et bidrag ved køb af brændstof til skibe i international fart. Bidraget skulle indbetales til en fond, som bl.a. kunne anvende provenuet til at finansiere klimatiltag i udviklingslande. Dertil kom et forslag fra Norge, Tyskland og Frankrig om at indføre et kvotehandelssystem for international skibsfart. Endelig var der et forslag fra USA om at indføre et designindeks for nye og eksisterende skibe, hvor effektivitetskreditter kunne handles mellem skibe.

 

Mens en lang række lande samt industriorganisationer støttede det danske forslag eller en videreudvikling heraf, var der kun støtte til forslaget om et kvotehandelssystem fra de tre forslagsstillere. Dermed fik det danske forslag en bredere støtte end hidtil, og der var større støtte end ventet til at anvende det danske forslag som platform for videreudvikling af et markedsbaseret instrument i IMO. En række lande holdt dog fortsat kortene tæt til kroppen og tilkendegav ikke på nuværende tidspunkt deres positioner.

 

Derudover tilkendegav stort set alle lande, at IMO var det rette forum til at udvikle instrumenter til at reducere CO2-udledningen fra skibe. En række udviklingslande tilkendegav, at UNFCCC’s princip om staters fælles men differentierede ansvar skulle tilgodeses, og at resultaterne af COP 15 skulle afventes. En håndfuld lande gav ligeledes udtryk for, at IMO skulle fastsætte et reduktionsmål for skibsfartens fremtidige CO2-udledning.

 

Som et vigtigt skridt i det videre arbejde blev der i komiteen opnået enighed om en arbejdsplan for udvikling af et markedsbaseret instrument i IMO frem til IMO’s generalforsamling i slutningen af 2011.


Færdiggørelse af tekniske og operative instrumenter

Ved mødet opnåede man, efter mindre ændringer, enighed om energieffektivitetsdesignindekset med henblik på at teste robustheden heraf for de mest almindelige skibstyper, der repræsenterede den helt overvejende udledning af CO2 fra skibe i international fart.

 

Industrien havde ved det forrige møde udtrykt bekymring over hensigtsmæssigheden af det foreslåede designindeks for ro/ro lastskibe. Danmark foreslog derfor, at ro/ro lastskibe blev opdelt i tre grupper:

  • biltransportskibe,
  • ro/ro lastskibe beregnet for transport af lettere gods, eksempelvis trailere med containere,
  • ro/ro lastskibe beregnet for transport af tungt gods.

Der var bred tilslutning til, at dette kunne være løsningen for ro/ro lastskibe, og denne blev skrevet ind i de foreløbige vejledninger. Danmark gav tilsagn om at fremlægge detaljerede overvejelser i et papir til miljøkomiteens næste møde, MEPC 60, i marts 2010.


Miljøkomiteen færdiggjorde tillige retningslinier for et operativt indeks og for energieffektivitetsplaner for skibe. Løsningerne udvikledes som frivillige redskaber til brug for rederierne i deres bestræbelser på at øge energieffektiviteten.


26. januar 2010 af Christian Breinholt

Større tekst
Læs højt
Print
Send link til en ven



Pressekontakt

Ansvarlig for denne artikel
Gitte Mondrup
Specialkonsulent
Tlf: 39 17 45 02
E-mail: GMO@dma.dk

Generel pressekontakt
Christoffer Muusmann
Informationsmedarbejder
Tlf: 39 17 45 00
E-mail: cmu@dma.dk