|
Søfolks velfærd ved piratoverfald drøftet ved møde under FN
25. marts 2010
I en arbejdsgruppe under FN’s kontaktgruppe om pirateri fremlagde industrien og de søfarendes organisationer deres udkast til guidelines om piratoverfald. Det skete på et møde i London den 18.-19. marts 2010.

På mødet præsenterede de deres arbejde med at udarbejde guidelines til rederier og skibsførere om, hvad de skal gøre for at hjælpe de søfarende og deres familier i tilfælde af piratoverfald. Disse guidelines indeholder anbefalinger om, hvordan man skal forholde sig før, under og efter piratoverfald. Det er hensigten, at industrien og de søfarendes organisationer vil forelægge udkastet for IMO’s søsikkerhedskomité (MSC 87) i maj 2010.
På samme møde blev også Best Management Practices (BMP) drøftet, herunder at ca. 25% af alle skibe ikke følger dem. BMP er en vejledning, der retter sig specifikt til skibe, som befinder sig i farvande ud for Somalia. Det blev kraftigt fremhævet, at risikoen for piratoverfald nedsættes meget betydeligt, hvis BMP følges, og skibet registrerer sig hos MSCHOA (Maritime Security Centre Horn Of Africa) og rapporterer til UKMTO (UK Maritime Trade Operations). Næsten alle skibe, der overfaldes, har ikke fulgt anbefalingerne.
Søfartsstyrelsen skal derfor fortsat opfordre til, at alle skibe, der sejler i områder, hvor der er risiko for sørøveri og væbnede overfald, træffer de nødvendige forholdsregler til forebyggelse af sådanne overfald. I den forbindelse henvises til Søfartsstyrelsens tekniske forskrift, som kan findes her.
Yderligere oplysninger og links kan findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside her.
Hvis du vil vide mere om Søfartsstyrelsens arbejde med pirateri, kan du kontakte Ditte Helene Bang på 3917 4692 eller dba@dma.dk.
|