Søfartsstyrelsens fyr er nu fri for kviksølv
20-11-2014 12:00

I samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet har Søfartsstyrelsen udviklet nye lejesystemer uden kviksølv til en række fyr.

​Danmark er blevet foregangsland for en udfasning af kviksølv i fyr. Kviksølv har historisk set haft stor betydning for rækkevidden i en del af Søfartsstyrelsens fyr - fyrets linse flød på et kviksølvsbad, så friktionen blev minimal, linsehastigheden blev øget og fyrets lysintensitet større.

Udfasning over fem år
Men kviksølv er som bekendt giftigt og miljøskadeligt. Søfartsstyrelsen har derfor arbejdet på at få kviksølvslejet udfaset, og i 2009 aftalte man med Arbejdstilsynet, at alle danske fyr skulle være uden kviksølv i 2014.
Det er nu lykkedes. Man har formået at finde en løsning, som både kunne realiseres inden for tidsrammen, og som kunne leve op til de nautiske krav - ni af fyrene skulle stadig være operative. Der skulle også tages hensyn til, at flere af fyrene er fredede eller bevaringsværdige.

Forskellige fyr krævede forskellige løsninger
For nogle af fyrene valgte man at gå over til at anvende moderne og højintensive LED (Light Emitting Diode) lanterner med en rækkevidde på ca. 18 sømil, godt 33 km. LED-lanternen var en hyldevare fra en leverandør, men til fredede fyr og fyr med stor kulturhistorisk og lokalhistorisk interesse ønskede man en mekanisk løsning, således at det roterende og fejende lys kunne bibeholdes. Det var straks mere kompliceret. Løsningen måtte ikke ødelægge den originale konstruktion, den måtte ikke være dyrere end LED-løsningen, og den skulle godkendes af Kulturstyrelsen. Endelig var det en udfordring, at konstruktionen på de enkelte fyr var så forskellig, at en løsning, udviklet til et fyr ikke umiddelbart kunne anvendes på et andet.

Samarbejde mellem DTU og Driftscenter Korsør
Det mekaniske lejesystem blev udviklet i tæt samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Søfartsstyrelsens Driftscenter Korsør. Første fyr, man afprøvede løsningen på, var Nakkehoved fyr ved Gilleleje i 2013. Resultatet var positivt, og de følgende par år udviklede man systemer til Lyngvig fyr, Skagen fyr, Blåvand fyr og senest i september i 2014 er systemet implementeret i Myggenæs fyr på Færøerne.

 

Danmark i spidsen
Driftscenterchef Jørgen Royal Petersen har været Søfartsstyrelsens tovholder på projektet. Han er tilfreds:
”Jeg er meget glad for, at det har været muligt at finde en så nænsom og økonomisk løsning. Hvert fyr har indeholdt 12-15 liter kviksølv, så udfasningen betyder meget for miljøet. Få andre lande har gennemført delvise udfasninger, men ikke en så planlagt og total udfasning, som nu er realiseret i Danmark. Andre lande er meget opmærksomme på, hvad vi har gjort i Danmark, og jeg har ved flere lejligheder haft muligheden for at præsentere den danske løsning for vores kollegaer i udlandet og andre interessenter. Det er en milepæl i fyrhistorien.”

 Kontakt

Sikre farvande
Jørgen Steen Royal Petersen, Driftscenterchef
+45 72 19 62 74