Danmark er igen udnævnt som Q21 nation - Quality Shipping
13-10-2016 15:00

​USA's kystvagt har igen tildelt Danmark det anerkendte bevis for United States Coast Guard’s Quality Shipping for 21st Century Program (QUALSHIP 21).

​Programmet skal være med til at sikre og forbedre skibsfarten og har eksisteret siden 2001. Programmet sigter mod at identificere skibe af høj kvalitet og på den måde fremme skibskvalitetsstandarderne.

Danmark har netop modtaget et diplom som bevis på, at dansk skibsfart fastholder standarderne for kvalitetsskibsfart.

- Det glæder mig naturligvis, at dansk skibsfart lever op til de høje standarder, som kendetegner kvalitetsskibsfart. Kvalitetsskibsfart er grundstenen for det maritime erhverv i Danmark. Sikkerhed og vækst går hånd i hånd, siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.

Kravene i QUALSHIP 21 er blevet skærpet siden i fjor, og der er kommet skrappere krav til flagstaterne for at være QUALSHIP 21-godkendt.

- Denne anerkendelse understreger igen, at danske skibe er kvalitetsskibe, og er en udmærkelse, som også vil være gavnlig for dansk søfarts muligheder for at operere i internationale farvande, siger Andreas Nordseth.

QUALSHIP 21 er havnestatskontrol i USA på samme måde som Paris MoU og Tokyo MoU. 18 lande har pt. modtaget beviset QUALSHIP 21.

Danmark figurerer samtidig i toppen af de såkaldte Hvidlister inden for havnestatskontrolregimerne Paris MoU og Tokyo MoU.

 Kontakt

Sikre skibe
Martin John, Synschef
+45 72 19 60 68