Et tilsyn skal skabe større sikkerhed på skibet
27-10-2016 15:00

Søfartsstyrelsen har i de senere år udviklet måden, et tilsyn udføres på. Tankegangen er, at samarbejde skaber mere sikkerhed. Tilsynsmetoden var til debat under Danish Maritime Fair.

Måden tilsyn udføres på var til debat under Danish Maritime Fair, som i disse dage afvikles i Lokomotivværkstedet i København som en del af Danish Maritime Days. Søfartsstyrelsen arrangerede workshoppen ”Fremtidens tilsyn med skibe”.

Mere end 50 deltagere var mødt op til Søfartsstyrelsens workshop om ”Fremtidens tilsyn med skibe”, der blev afholdt på førstedagen af Danish Maritime Fair. Workshoppen havde fået den provokerende undertitel ”Sikkerhed eller certificering?” for at skabe debat om, hvordan tilsyn og certificering skaber mest mulig sikkerhed.

Det der skal bekræftes ved et syn er, at besætningen kan forebygge og håndtere ulykker, så passagererne kommer sikkert frem – også hvis ulykken indtræffer. Det skal også bekræftes, at besætningens sikkerhed og arbejdsmiljø er i orden. Dette gøres ikke ved kun at kontrollere udstyr og skriftlige procedurer.

Lars G. Nielsen, synschef i Søfartsstyrelsen:

”Ved vores tilsyn arbejdes der ud fra en samarbejdstankegang. Både myndighed, besætning og rederi spiller en rolle i at skabe et højt sikkerhedsniveau. Den professionelle dialog med besætningsmedlemmerne om sikkerheds- og sundhedsforhold er et centralt element i tilsynet.”

Hvad betyder en certificering for et skib?

Efter oplægget var der samlet et stærkt debatpanel bestående af: Jan Fritz Hansen, Færgesekretariatet, Thomas Mørk, DFDS, Peter Hasle, Aalborg Universitet, Claus Bo Jenstrup, DNV GL og Øssur J. Hilduberg, DMAIB.

Jan Fritz Hansen, Færgesekretariatet:

”Jeg har lavet en rundspørge blandt medlemmerne i Færgesekretariatet, og de fortæller mig, at de er glade for måden at syne på.”

 Kontakt

Sikre skibe
Lars G. Nielsen, Synschef
+45 72 19 60 66