Gasskib på dansk flag
01-05-2014 12:00

I april 2014 deltog Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, i dåben af rederiet Evergas’ nye skib. Skibet, der er et gastankskib, skal fragte petrokemisk gas til brug for bl.a. plastikproduktion. Skibet bliver Evergas’ første skib under dansk flag.

​Det Blå Danmark er kendt for at forene kvalitetsskibsfart forstået som en høj standard for sikkerhed, sundhed og sociale forhold samt fokus på beskyttelse af miljø og klima med gode konkurrencedygtige rammebetingelser.

”Ved at få flere skibe under dansk flag sikrer vi fortsat rederiaktivitet i Danmark til gavn for beskæftigelsen og Det Blå Danmark som helhed. Evergas vælger dansk flag på deres nyeste skib, fordi Danmark er et attraktivt sted at drive maritim virksomhed. Det er et eksempel på, at vores indsats virker,” udtaler Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.

Dåben af skibet, JS GREENSTONE, fandt sted samtidig med Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens statsbesøg i Kina. CEO for Evergas, Martin Ackermann, var vært ved arrangementet. Endvidere deltog Danmarks Rederiforenings formand, Carsten Mortensen, og adm. direktør, Anne Steffensen. Anne Steffensen var skibets gudmor.

Attraktivt at drive virksomhed i Danmark
Folketinget ændrede sidste år reglerne for skibsregistrering. Det skete som opfølgning på Vækstplanen for Det Blå Danmark. Med ændringen blev det nemmere for udenlandske rederier at etablere sig med skibe under dansk flag. Formålet med lovændringen er bl.a. at gøre det attraktivt at drive maritim virksomhed i Danmark. Skibene kan ejes af et udenlandsk selskab, så længe selskabet har aktivitet og kontrol over skibet i Danmark. Aktiviteten kan være teknisk eller kommerciel drift.​​​

 Kontakt

 
 
72 19 60 00