Lim Ki-tack valgt til ny generalsekretær for IMO
30-06-2015 17:00

Lim Ki-tack er i dag blevet valgt til posten som generalsekretær for FN’s internationale søfartsorganisation (IMO).

​Valget fandt sted på sessionen i IMO’s Råd tirsdag den 30. juni i London og skal formelt bekræftes på IMO’s generalforsamling i november. Herefter forventes Lim Ki-tack at tiltræde posten den 1. januar 2016 og er valgt for en fireårig periode frem til 2020, med mulighed for forlængelse i endnu fire år.
 
Lim Ki-tack er i dag direktør for havneadministrationen i Koreas næststørste by Busan. Lim Ki-tack har desuden tjent som Koreas attaché i IMO og diplomat ved Koreas ambassade i Storbritannien.
 
Andreas Nordseth:

”​Jeg vil ønske Lim Ki-tack tillykke med valget, og jeg er sikker på, at han med sin erfaring vil kunne løfte posten på bedste vis.
 
Jeg ser frem til det fremtidige samarbejde med at sikre, at IMO også i fremtiden er omdrejningspunkt for den internationale regulering af skibsfart.”

 Kontakt

Direktionen
Birgit Sølling Olsen, Særlig rådgiver
+45 72 19 62 02