Milepæl for bedre sikkerhed i Arktis på plads
20-05-2014 12:00

FN’s internationale søfartsorganisation (IMO) har netop godkendt globale bindende regler, der skal styrke sikkerheden ved sejlads i polarområder. Det betyder nye krav bl.a. til passagerskibe.

​​​​​Efter flere års intense forhandlinger har IMO’s søsikkerhedskomité (MSC) i dag godkendt et nyt regelsæt for sejlads i Arktisk farvand. Hermed har IMO i dag taget et afgørende skridt til at gøre den såkaldte polarkode internationalt bindende. Polarkoden omfatter hele paletten af sejlads i polarområder – lige fra konstruktion af skibe, uddannelse af besætning, navigation til bedre koordination af eftersøgning og redning. Polarkoden vil gælde for passagerskibe samt lastskibe med en bruttotonnage over 500.

”Danmark var med til at sætte polarkoden på dagsordenen i IMO. Jeg er derfor utrolig glad for, at vi med polarkoden nu styrker sikkerheden for skibe, der sejler i Arktis og Antarktis. Danmark har især arbejdet for at styrke sikkerheden for krydstogtskibe, som sejler i grønlandske farvande. De nye internationale regler fastlægger en række vigtige forholdsregler ved sejlads i isfyldte farvande, bl.a. krav til redningsudstyr og uddannelse af besætningen. Det er helt i tråd med de nationale regler for krydstogtskibe ved Grønland, som Søfartsstyrelsen arbejder på”, siger Francis Zachariae, vicedirektør i Søfartsstyrelsen.

IMO’s søsikkerhedskomité forventer at vedtage de nye regler i efteråret 2014. Også IMO’s miljøkomité (MEPC) vil vedtage de miljømæssige regler ved sejlads i polarområder i efteråret 2014.

 KONTAKT

 
 
72 19 60 00