Mindeord – Jørgen Hammer Hansen
05-02-2014 11:00

Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelse om, at Jørgen Hammer Hansen pludseligt gik bort fredag den 31. januar. Det er et stort tab af en nær ven og god kollega.

​​Igennem sin tid som direktør fra 1996 til 2008 skabte han fundamentet for at udvikle Søfartsstyrelsen som en moderne helhedsorienteret søfartsmyndighed og en central samarbejdspartner for hele Det Blå Danmark. Han opstillede og satte handling bag visionen o​​m, at Danmark skal være en førende søfartsnation kendetegnet ved kvalitetsskibsfart.

Jørgen havde en stærk veneration for Det Blå Danmark. Hans engagement i det maritime fortsatte også efter, at han som planlagt valgte at fratræde som direktør i Søfartsstyrelsen. Han fortsatte således sit engagement som formand for bestyrelsen i det europæiske søsikkerhedsagentur, EMSA, bestyrelsesmedlem i Den Danske Maritime Fond og var samtidig en god sparringspartner for os i Søfartsstyrelsen.

Som kollega og direktør vil vi huske ham for hans skarpe vid og bid, engagement, evne til at finde sagens kerne og den balancerede løsning samt nytænkning med respekt for mission og mål, menneske og tradition. Som sparringspartner, mentor og ven vil vi huske ham for hans store rummelighed, humor, blik for talent og villighed til at dele sin erfaring, give råd, opbakning og støtte.

Med Jørgens bortgang tager vi afsked med et varmt menneske, som vi vil savne dybt. Det er sorgfuldt at skulle tage denne pludselige afsked, og vores tanker og dybeste medfølelse går til Jørgens familie i disse svære dage.

Æret være Jørgen Hammer Hansens minde.​

 Kontakt

 
 
72 19 60 00