Nu skal containere vejes før transport til søs
27-11-2014 13:00

FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, gør det nu obligatorisk at veje lastede containere, før de transporteres til søs. Det vil styrke sikkerheden og forhindre forurening af havmiljøet.

​Fremover må lastede containere først tages om bord på skibet, når containernes vægt er fastlagt. Det besluttede IMO’s søsikkerhedskomité på sidste uges møde. Den korrekte vægt – den såkaldte verificerede vægt - kan fastlægges på to måder. Man kan veje den lastede container på en godkendt vejestation eller sikre, at de enkelte enheder i containeren vejes og sammenlægges med containerens egenvægt.

Vægt er vigtig for sikkerheden
Danmark har været en af initiativtagerne til de nye skærpede regler om vejning af containere og har vedholdende holdt fast på, at der skulle indføres bindende regler af hensyn til sikkerheden.

Da fragtprisen afhænger af vægten, har det ikke været nogen let sag at få reglerne på plads. Men der er nu forståelse for, at ukorrekte oplysninger kan føre til kollaps af containerstakke, overbordfald af containere og skibsulykker som konsekvens af overbelastede skibe. Også det forhold, at containerskibe bliver større, har medvirket til en bedre forståelse af problemerne.

De nye internationale regler træder i kraft den 1. juli 2016.

Andre særligt interessante emner på mødet var:
• IGF-kode godkendt
• Passagerskibssikkerhed
• E-navigation
• Polarkoden

Herunder kan du læse om de væsentligste emner fra mødet i IMO's søsikkerhedskomité.

 Kontakt

Maritim regulering og jura
Per Sønderstrup, Kontorchef
+45 72 19 61 69