Søfartsstyrelsen bruger drone til bygningsinspektion
15-09-2016 15:00

Søfartsstyrelsen har fået sin første certificerede dronepilot og vil fremover anvende dronen som supplement i forbindelse med byggetilsyn på Søfartsstyrelsens fyrbygninger.

​Et lille lommekamera stikkes op gennem et lille hul i loftet, og der tages et billede i det lille mørke område. Udefra bruges det blotte øje og en kikkert. Det har hidtil ofte været virkeligheden for Søfartsstyrelsens inspektører, når tilstanden på et fyrs tag skulle vurderes. Nu er der helt andre muligheder.

Søfartsstyrelsen har anskaffet sig en fire-armet drone og fået bygningskonstruktør Jesper Kern Hansen certificeret som dronepilot.

 


Jesper Kern Hansen sender med et koncentreret blik dronen op i luften og styrer dronen langsomt, men sikkert hen til Nordborg Fyr. Udsigten fra toppen af fyret er enestående ud over Lillebælt, men det er ikke den udsigt, som dronen har fokus på. Kameraet er skarpt rettet mod taget og facaden af det gamle fyr.

For et år siden blev hele taget udskiftet, og nu skal det inspiceres for evt. fejl og mangler. Denne inspektion foregår i dag på ganske få minutter med skarpe billeder og video som resultat og dokumentation.

- Vi kan bruge dronen til at inspicere de øvre dele af facaderne samt tagkonstruktionen bedre end tidligere, hvor vi kun havde vores øjne og evt. en kikkert, siger bygningskonstruktør Jesper Kern Hansen.

Jesper Kern Hansen er efter endt kursus blandt de første herhjemme, som har fået certifikat som dronepilot.

Dronecertifikatet giver tilladelse til erhvervsmæssig flyvning med droner i tættere bebyggede områder samt ind til to kilometer fra lufthavne.

Det forventes, at dronen vil kunne bidrage væsentligt til vurderingen af tilstand på tag, tagrender, øvre dele på fyrtårnsfacaderne samt dokumentation efterfølgende af de behandlede overflader.

 

 KONTAKT

Sikre farvande
Jesper Kern Hansen, Bygningskontruktør
+45 72 19 63 82