Søfartsstyrelsen er med på Kulturnatten i København
10-10-2016 13:00

Søfartsstyrelsens inspektionsfartøj ’POUL LØWENØRN’ lægger til kaj ved Amaliehaven ved Larsens Plads i København K i forbindelse med Kulturnatten 2016. Skibet bliver åbent for besøgende fra kl 14:00 til 22:00 fredag den 14. oktober.

​I de danske farvande er der mange steder, skibe kan støde på grund med risiko for tab af menneskeliv og forurening af miljøet til følge. Afmærkning af de danske farvande er derfor vigtig, så skibene kan undgå de farlige steder. Men vind og vejr tager hårdt på afmærkningen. Efter en periode må den udskiftes eller vedligeholdes, så de sejlende stadig kan se, hvad den betyder.

Inspektionsfartøjet ’POUL LØWENØRN’ er udstyret med en kraftig kran, så de tonstunge sømærker kan løftes om bord og udskiftes med nye, klargjorte sømærker. Sømærkerne er kraftigt grej, som kan holde til stormvejr og høj sø.

På Kulturnatten kan du opleve skibet og grejet på nær hånd.

Det er vigtigt, at afmærkningen udlægges på den helt rigtige position.

På broen af ’POUL LØWENØRN’ kan du under Kulturnatten opleve de navigationsinstrumenter, der bruges til at sejle skibet og til positionering af afmærkningen.

Med på skibet er også SejlSikkert-kampagnen, der fortæller om sikkerhed for fritidssejlere og fritidsfiskere. Kom og få gode råd til, hvordan din sejltur bliver sikker, og hvordan du vælger den rigtige redningsvest til dig og din familie. Bag kampagnen står Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden.

Der vil også være mulighed for at opleve SejlSikkert-app’en, hvor du på din smartphone kan holde dig orienteret om prognoser for vind og strøm samt vigtige sejladsadvarsler.

Fakta om ’POUL LØWENØRN’

  • Skibet er ca. 49 meter langt
  • Skibet er ca. 11 meter bredt
  • Skibet har en dybgang: på 3,10 meter
  • Maksimal fart er 12 knob
  • K​ranen kan løfte 10 tons
  • Kædespillet kan trække 30 tons

 KONTAKT

 
 
72 19 60 00