Udvalg: Der er behov for ny maritim viden i Det Blå Danmark
25-03-2015 13:00

Maritime virksomheder har brug for en vidensindsprøjtning for at være ordentligt rustet til fremtidens udfordringer. Det konkluderer ny rapport som led i regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark.

​Øget global konkurrence øger behovet for, at maritime virksomheder i Det Blå Danmark videreudvikler områdets erhvervsmæssige styrker.

Sådan lyder budskabet i en ny rapport fra Forskningspolitisk Kontaktudvalg for Tværgående Maritim Forskning. Udvalget blev sat i verden i 2013 som resultat af Vækstplan for Det Blå Danmark, og hovedopgaven har været at identificere tværgående problemstillinger inden for maritim forskning og skabe samarbejde mellem aktørerne på området.

De fire fokusområder
Fremtidens udfordringer kræver løsninger, der går på tværs af traditionelle forskningsskel. Derfor har udvalget udpeget fire vigtige fokusområder inden for maritim forskning, hvor der er​​ behov for ny viden. Det drejer sig om:

1. Mere miljøvenlige og energieffektive maritime teknologier og systemer
2. Effektiv operation, drift og vedligehold af skibe
3. Optimering af transportkæder og logistik
4. Sikkerhed, sundhed og arbejdsmiljø i søfarten

I rapporten anbefales det, at relevante aktører fra forsknings- og uddannelsesinstitutioner, virksomheder, brancheorganisationer, Søfartsstyrelsen med flere går sammen om at løfte opgaven.
Læs mere om den nye rapports budskaber.

 Kontakt

R&D
Mogens Schrøder Bech, Kontorchef
+45 72 19 62 40