I tilfælde af forlis

​​​Ved nyopståede vrag:

Når et skib synker, grundstøder eller strander skal skibets fører så hurtigt som praktisk muligt underrette Marine Assistance Services (MAS) e-mail:  vfk@mil.dk og Søfartsstyrelsens Vagthavende Styrmand vagts@dma.dk, telefon 7219 6040, om uheldet. Fartøjet bliver i lovens forstand til et vrag, og det videre forløb reguleres efter lovbekendtgørelse nr. 838 af 10. august 2009 om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895.

Advarsler til skibsfarten

Umiddelbart efter at have modtaget meddelelse om forliset, vil Søfartsstyrelsen udsende en advarsel til skibsfarten om vraget.

Afmærkning af vraget:

Vurderes vraget, på trods af den udsendte advarsel til skibsfarten, at være til fare for den øvrige skibstrafik, kan Søfartsstyrelsen kræve, at ejeren afmærker vraget inden for en givet tidsfrist. Har ejeren ikke mulighed for dette, kan Søfartsstyrelsen afmærke for ejers regning.

Er vraget til fare eller væsentlig ulempe for skibsfart eller fiskeri:

Vurderes vraget at være til fare eller væsentlig ulempe for skibsfart eller fiskeri, kan Søfartsstyrelsen efterfølgende kræve, at ejer fjerner vraget indenfor en nærmere angivet tidsfrist. Hvis ejer ikke efterkommer dette påbud, kan Søfartsstyrelsen lade vraget fjerne for ejers regning.

Ejer hæfter for alle Søfartsstyrelsens udgifter i forbindelse med et vrag

I henhold til tillæg til strandingsloven hæfter vragets ejer for alle Søfartsstyrelsens udgifter i forbindelse med afmærkning og vragfjernelse. Bemærk, at skibes ansva​rsforsikring normalt ikke dækker vragfjernelse, afmærkning mv. Dette dækkes normalt kun, når der er tegnet kaskoforsikring. 

Udgør vraget en fare for miljøet:

Vurderes vraget at indeholde væsker eller materialer, som på kortere eller længere sigt kan være til skade for miljøet, kan MAS, på vegne af Miljøstyrelsen, kræve disse fjernet.

Medfører vraget en fare for faste anlæg eller kystbeskyttelsen:

Vurderes vraget at udgøre en risiko for skade på faste anlæg eller kystbeskyttelsen, kan Kystdirektoratet forlange vraget fjernet.

Er vraget ikke til fare eller ulempe for ovenstående:

Er vraget ikke til fare eller ulempe for skibsfart, fiskeri, miljø, faste anlæg eller kystbeskyttelse vil vraget ikke blive krævet bjærget, og det skal i stedet angives i søkortet. Dette sker ved, at vraget og evt. afmærkning af vraget bliver bekendtgjort i Efterretninger for Søfarende og herefter udgivet som søkortrettelse.

 KONTAKT

Sikre farvande
Jan Ole Anker, Nautisk konsulent
+45 72 19 61 84