Arbejder på havbunden


Her kan du læse om de generelle retningslinjer for arbejder på havbunden, arbejde med søkabler og rørledninger samt råstofudvinding.

Før du går i gang med arbejdet, skal du søge om tilladelse hos den ansvarlige myndighed:
Kystdirektoratet: faste installationer og geotekniske undersøgelser på søterritoriet. 
Energistyrelsen: udlægning af el-kabler og olie- og gasledninger i havbunden.
Naturstyrelsen: råstofindvinding på havbunden.

 I forhold til sejladssikkerheden skal du følge de generelle retningslinjer for entreprenøropgaver til søs.

Søkabler og rørledninger

I etableringsfasen opretter Søfartsstyrelsen en beskyttelseszone på 200 meter på hver side af kabel- og/eller ledningstracéet, som er gældende fra det offentliggøres i Efterretninger for Søfarende. I beskyttelseszonen er der forbud mod ankring, sandsugning, stenfiskeri og brug af bundslæbende redskaber. Den permanente beskyttelseszone etableres ved at indtegne søkablet eller rørledningen i søkortet.

Beskyttelseszonen etableres i medfør af bekendtgørelse nr. 939 af 27. november 1992 om beskyttelse af søkabler og undersøiske rørledninger (kabelbekendtgørelsen), som dog ikke gælder inden for en havns søterritorium. Beskyttelseszonen har som hovedformål at beskytte søkabel- eller rørledningsejerens interesser.
Der må ikke foretages undersøiske arbejder eller aktiviteter inden for søkablers eller rørledningers beskyttelseszoner uden forudgående aftale med søkabel- eller rørledningsejeren. Detaljer vedrørende søkabler og rørledninger i området kan søges ved Ledningsejerregisteret www.ler.dk eller hos ledningsejeren. Søkabler kan også ses på www.dkcpc.dk (Danish Cable Protection Committee).

Ledningsejerregisteret

Pligtig registrering af søkabler og undersøiske rørledninger, samt undersøgelse af, om der findes sådanne i et planlagt arbejdsområde, foregår som beskrevet på Ledningsejerregistrets hjemmeside: www.ler.dk


Tab af fiskerimuligheder

Hvis du som fisker oplever tab af erhvervsindtjeningen, kan du søge kompensation hos ejeren, jf. fiskeriloven. Alternativt kan ledningsejeren overveje at placere søkabel eller rørledning så dybt i havbunden, at de er beskyttet mod skader fra bundslæbende redskaber, og på den måde opnå en dispensation fra forbuddet. Søkabel- eller rørledningsejeren kan søge dispensation hos Søfartsstyrelsen fra forbuddet mod brug af bundslæbende redskaber i søkablers eller rørledningers beskyttelseszone ved at sende en erklæring om, at søkablet eller rørledningen ikke vil være i fare for beskadigelse ved brug af bundslæbende redskaber.

Arbejdsfartøjer

Klik for oplysninger om arbejdsfartøjer og afviserfartøjer i forbindelse med arbejde på havbunden.


Arbejdsområder

Hvis der er behov for at oprette områder med restriktioner for sejladsen i forbindelse med arbejdet, skal Søfartsstyrelsen ansøges herom. Klik her for at hente skabelon for oprettelse af restrikstionsområder.


Hurtigfærgeruter i eller ved arbejdsområdet

Hvis området for arbejdet gennemskæres af en hurtigfærgerute, skal det bemærkes, at særligt i stille vejr og ved sejlads eller opankring på lave vanddybder kan hurtigfærgers bølger medføre en forøget risiko for havari og grundberøring. Mindre fartøjer bør udvise særlig opmærksomhed ved sejlads eller opankring nær hurtigfærgeruter. På større vanddybder mindskes generne af færgernes bølger. De forholdsregler, der her bør træffes til at imødegå disse bølger, vil være de samme, som ved sejlads i områder med anden skibstrafik.

Du skal endvidere

  • tage kontakt til rederiet for at sikre, at arbejdet ikke påvirker hurtigfærgens sikre sejlads i den rute, som er indtegnet i søkortet, og som færgen har pligt til at følge.
  • være klar over at dybdeforholdene inden for 1000 meter af en hurtigfærgerute ikke må ændres.


    Forbudsområder i arbejdsområdet mv.

    I årets første nummer af Efterretninger for Søfarende medtages i artikel A/7 meddelelser om områder, hvor der advares mod ankring, fiskeri med bundslæbende redskaber samt arbejder på havbunden.

    Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 135 af 4. marts 2005 om forbud mod sejlads, ankring og fiskeri mv. i visse områder i danske farvande fastlægger for visse områder restriktioner for arbejder på havbunden.

    Det skal altid undersøges, om der i det aktuelle område gælder særlige restriktioner for arbejder på havbunden mv.


    Ammunition og mistænkelige genstande på havbunden

    Stands arbejdet og kontakt Marinestaben, telefon: +45 8943 3099 og e-mail: VFK@mil.dk, hvis der under arbejde på havbunden findes rester af ammunition (Unexploded Ordnance UXO) eller andre mistænkelige genstande.

    Tilladelse til arbejde i forbudsområder

    I Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 135 af 4. marts 2005 om forbud mod sejlads, ankring og fiskeri mv. i visse områder i danske farvande, er der forbud mod sejlads mv. på grund af udlagte miner og andre sprængstofholdige genstande. For at Søfartsstyrelsen kan give dispensation fra forbuddet mod sejlads i sådanne områder, skal denne procedure følges:
  1. Den korridor i forbudsområdet som skal undersøges i forbindelse med et kommende kabelarbejde, skal indledningsvis forundersøges og kontrolleres for udlagte miner og andre sprængstofholdige genstande. En plan for denne forundersøgelse og arbejdsmetode skal sendes til Marinestaben/Minørtjenesten for godkendelse med kopi til Søfartsstyrelsen. Koordinaterne for korridoren skal angives i datum WGS 84, og der skal gives oplysninger om det til formålet anvendte skib eller fartøj.
  2. Når Marinestaben/Minørtjenesten skriftligt har godkendt forundersøgelsesplanen, med kopi til Søfartsstyrelsen, kan der gives tilladelse til, at der sejles i korridoren med det formål at foretage en undersøgelse for udlagte miner og andre sprængstofholdige genstande. Ved fund af eventuelle genstande følges retningslinjerne fra Marinestaben/Minørtjenesten. Forundersøgelsen skal endvidere anføre i hvilken dybde under havbunden, der er undersøgt.
  3. Resultaterne af forundersøgelsen sendes til Marinestaben/Minørtjenesten som herefter skal godkende, at der efterfølgende kan foretages sejlads med større skibe, eventuelle mere dybdegående kabelundersøgelser i området samt efterfølgende arbejder i havbunden til den undersøgte dybde. Søfartsstyrelsen vil herefter skriftligt meddele tilladelse til, at der sejles i korridoren for at udføre de planlagte arbejder.

 KONTAKT

Sikre farvande
Flemming Sparre Sørensen, Nautisk konsulent
+45 72 19 61 78