|
Dobbeltskrogede tankskibe
For at mindske sandsynligheden for olieudslip i forbindelse med uheld er der indført internationale bestemmelser om, at olietankskibe skal være konstrueret med dobbeltskrog. Alternative løsninger, som kan sikre en tilsvarende beskyttelse mod olieforurening, kan dog accepteres. Bestemmelserne gælder skibe, der er bygget efter juli 1996.
Skibe, der er bygget før juli 1996, kan i en nærmere fastsat periode fortsat transportere olie i enkeltskrog. Skibene inddeles i forskellige kategorier alt efter alder og størrelse. Inddelingen afgør, hvor lang tid det enkelte skib kan fortsætte med at transportere olie i enkeltskrog.
For at være dobbeltskroget skal afstanden mellem skibets inder- og yderklædning således være mindst 2 meter på større olietankskibe. Denne afstand kan kun i nogen grad sikre mod olieudslip, idet en skade efter en kollision kan strække sig længere ind i skibet. Ved grundstødning er risikoen for olieudslip derimod mindre.
Et olietankskib med dobbeltskrog er på grund af konstruktionens kompleksitet dyrere at bygge og vedligeholde end et enkeltskroget skib. En anden væsentlig økonomisk byrde er tabet af lastvolumen og dermed tabet i skibets indtjeningsmulighed. I forhold til et enkeltskroget skib af samme størrelse kan et dobbeltskroget skib laste 10-15 % mindre.
Den danske tankskibsflåde af større olietankskibe består udelukkende af dobbeltskrogede skibe.
|
12. marts 2009
af
Palle Kristensen
|