|
Registrering af fritidsskibe
Registrering af fritidsskibe
Hvilke fritidsskibe skal registreres, og hvilke fritidsskibe kan registreres?
- Et fritidsskib med en bruttotonnage på 20 eller derover skal af ejeren anmeldes til registrering i Skibsregistret.
- Et fritidsskib med en bruttotonnage på 5 eller derover, men under 20, kan på ejerens begæring registreres i Skibsregistret.
- Et fritidsskib, som bliver bygget i Danmark, kan på ejerens begæring optages i en særlig afdeling af Skibsregistret (skibsbygningsregistret), hvis skibets bygning er så fremskreden, at skibet kan identificeres, og hvis skibets bruttotonnage skønnes at blive målt til mindst 5.
Hvilke dokumenter skal indsendes ved registrering af fritidsskibe?
1.A. Nybygget fritidsskib (registrering af skibet første gang. Skibet er købt fra værft eller selvbygget):
- Formular S1 (registreringsanmeldelse for skibe over 20 BT) eller Formular S3 (registreringsblanket for skibe mellem 5 og 20 BT). Klik her for prisen på registreringen.
- Bilbrev (bygningsattest) med notarattest eller vitterlighedspåtegning.
- Målebrev udstedt af autoriseret måler. Kontakt måler for pris.
- Formular R1 (registreringsblanket for eneejer) eller Formular R2 (registreringsblanket for flere ejere)
Alle dokumenter skal indsendes i originalform. Ellers bliver registreringen afvist.
Bemærk. Er fritidsskibet købt i udlandet se 1.C.
1.B. Brugt fritidsskib (registrering af fritidsskibet første gang)
- Formular S1 (registreringsanmeldelse for fritidsskibe over 20 BT) eller Formular S3 (registreringsblanket for fritidsskibe mellem 5 og 20 BT) Klik her for prisen på registreringen.
- Skibsskøde. Klik her for prisen på registreringen.
- Dokumentation for alle tidligere ejere. Dette vil sige, at Skibsregistret skal have dokumentation for hver tidligere ejer af skibet helt tilbage til skibet blev leveret fra værftet. Dokumentationen for tidligere ejere kan være i form af skøder, slutsedler, kvitteringer, bilbrev - eller tidligere ejere kan udfylde en erklæring (link til erklæring om tidligere ejerforhold), hvor de bekræfter, hvem de købte skibet af, og hvem de solgte det til efterfølgende. Hvis skibet tidligere har været registreret i Skibsregistret, men er blevet slettet, skal der dog kun indsendes dokumentation for alle ejere tilbage til den, der var registreret som ejer, da skibet blev slettet.
- Målebrev udstedt af autoriseret måler. Kontakt måler for pris.
- Formular R1 (registreringsblanket for eneejer) eller Formular R2 (registreringsblanket for flere ejere)
Alle dokumenter skal indsendes i originalform (dokumentation for alle tidligere ejere behøver ikke at være i originalform). Ellers bliver registreringen afvist.
Bemærk. Er fritidsskibet købt i udlandet se 1.C.
1.C. Fritidsskib købt i udlandet
- Formular S1 (registreringsanmeldelse for fritidsskibe over 20 BT) eller Formular S3 (registreringsblanket for fritidsskibe mellem 5 og 20 BT). Klik her for prisen på registreringen.
- Ved nyt fritidsskib indsendes Bilbrev (Builder certificate) og ved brugt fritidsskib indsendes Skibsskøde (bill of sale). Det er en betingelse for registrering, at dokumenterne er forsynet med notarbekræftelse eller vitterlighedsvidner (kun EU borgere accepteres som vitterlighedsvidner) med kopi af vitterlighedsvidnernes pas eller dåbsattest. Klik her for en engelsk beskrivelse af de danske krav til notarpåtegningen på et Builder certificate for et fritidsskib. Denne beskrivelse kan udleveres til det udenlandske værft.
- Målebrev udstedt af autoriseret måler. Kontakt måler for pris.
- Formular R1 (registreringsblanket for eneejer) eller Formular R2 (registreringsblanket for flere ejere)
- Udslettelsesattest (deletion certificate) fra det pågældende lands register, hvis fritidsskibet var registreret dér eller ikke-optagelsesattest, hvis fritidsskibet ikke var registreret dér.
Alle dokumenter skal indsendes i originalform. Ellers bliver registreringen afvist.
|