Radio i fritidsfartøjer

Hvis du vil bruge en maritim VHF-radio i Danmark, skal du have et certifikat til dig selv og et kaldesignalbevis til båden.  

Du skal som minimum have et SRC-bevis (Short Range Certificate), hvis du vil betjene en maritim VHF-radio.  Med et SRC-bevis har du adgang til at betjene følgende radioanlæg:
  • VHF-telefoni
  • VHF-telefoni med DSC
  • EPIRB (Nødradiofyr)
  • SART (Radartransponder)

De tidligere udstedte "Begrænsede certifikater" giver fortsat adgang til betjening af traditionelle VHF-radioanlæg uden DSC. Derudover skal du have et kaldesignalbevis til dit fartøj. Når de ting er i orden, kan du installere VHF-radioen og anvende den.  Her kan du læse om kaldesignalbevis.

Bortkommet bevis?

Har du mistet dit bevis, kan det bestilles som en genpart. Det koster 200 kroner at få udstedt en genpart.

Du bestiller det hos radio@dma.dk

Tilmeldingsblanket til SRC-prøve
Vejledning om SRC-prøver

Liste over planlagte prøver 2. halvår 2016 og 1. halvår 2017

Eksempel 1 SRC-prøve
Eksempel 2 SRC-prøve
Eksempel 3 SRC-prøve

Tilmelding til radioprøve

Du tilmelder dig en radioprøve ved at indsende tilmeldingsblanketten, som du finder i boksen til højre. Blanketten kan også fås hos underviseren/skolen. Blanketten udfyldes og pasfoto vedhæftes. Det hele kan indsendes på e-mail til radio@dma.dk eller med post til Søfartsstyrelsen.

Send din tilmelding i god tid. Du vil modtage en faktura og en bekræftelse på din prøvedeltagelse cirka 1-2 uger før selve prøven afholdes. Der betales forud for prøven.

Det koster 503 kroner at deltage i en SRC-prøve. Prisen inkluderer et SRC bevis, som udstedes efter bestået prøve. Et SRC-bevis udstedes som plastickort i dankortstørrelse. Du vil modtage dit bevis inden for to uger efter bestået prøve.

De erhvervsrelaterede radiobeviser, LRC, ROC og GOC administreres ligeledes af Søfartsstyrelsen.
Her finder du tilmeldingsblanketten til SRC-prøven.

Pasfoto 

Fotoet skal være vellignende og med hvid baggrund. Fotoet skal være uden hovedbeklædning eller solbriller, og du skal kigge direkte ind i kameraet.

Hvis du sender det på e-mail, skal det være i et standard billede format f.eks. jpg, gif, png eller tiff. Den digitale størrelse skal være minimum 525x675 pixels. Hvis det sendes med posten, så skal størrelsen være 35 x 45 mm og følge politiets regler om pasfoto, som kan ses her.

Prøveafholdelse

Prøven til et SRC-bevis afholdes som en skriftlig prøve. I foråret og efteråret afholdes der prøver i 10 centrale byer, fordelt rundt om i landet. Herudover er det muligt at aflægge prøve hver måned i Københavnsområdet. Ved mange prøvedeltagere, kan det blive nødvendigt at dele prøven op i to hold.

Sejlklubber, skoler og lignende kan i eget regi også afholde prøver udenfor ovenstående datoer. Kontakt, i god tid, Søfartsstyrelsen via e-mail på radio@dma.dk for tilmelding af en sådan prøveform.

Søfartsstyrelsen har udarbejdet vejledning om SRC-prøver samt en oversigt over hvor og hvornår prøver afholdes. (links til vejledning og liste over prøver findes øverst til venstre på denne side).

VHF-radio eller mobiltelefon?

Forbindelse til land eller andre skibe i nærheden er afgørende hvis skibet kommer i en kritisk situation og har behov for hjælp. På korte afstande bruger man enten en mobiltelefon eller en maritim VHF-radio.

Søfartsstyrelsen anbefaler VHF-radio til fritidsfartøjer, da mobiltelefonen ikke er velegnet i en nødsituation til søs:
  • Der er ingen hurtig-betjent nødknap på mobiltelefoner
  • Nødkald har ikke fortrinsret frem for andre kald
  • Nødkald giver ingen automatisk identifikation og positionsangivelse
  • Nødkald går ikke automatisk til andre skibe
  • Nødkald fra andre skibe modtages ikke automatisk
  • Der er ingen funktion, som sikrer, at nødkald automatisk dirigeres til en maritim redningscentral
  • Der er ikke fuld dækning for mobiltelefoner i danske farvande

Hvis du vil have mere information henviser vi til Søsportens Sikkerhedsråd.
Information om VHF og mobiltelefon 

Frekvenstilladelse hos Erhvervsstyrelsen

Hvis du vil have udstedt en tilladelse til frekvensanvendelse af P-kanaler og maritime land- og jordstationer, skal du kontakte Erhvervsstyrelsen på erst@erst.dk.

 KONTAKT

Søfartsstyrelsen
Kundecenter (KC)
+45 72 19 60 00