Hviletid

Søfarende og fiskere skal have mindst 10 timers hvile i et arbejdsdøgn. Hviletiden kan deles i højst to perioder, hvoraf den ene skal være på mindst 6 timer. Der må maksimalt være 14 timer mellem hvileperioderne.

Den søfarendes samlede hviletid på en uge skal mindst være på 77 timer. Her tæller samtlige hvileperioder med.

Skibsføreren eller fiskeskipperen kan kræve, at man som søfarende eller fisker arbejder, når det er nødvendigt for f.eks. skibets sikkerhed. Udfører den søfarende eller fiskeren pålagt at udføre sådant arbejde i en planlagt hvileperiode, har man efterfølgende ret til en tilstrækkelig hvileperiode hurtigst muligt.

 

Arbejdsdøgn

Et arbejdsdøgn er en 24-timers periode, der starter, når man første gang begynder at arbejde i et kalenderdøgn. En uge er en sammenhængende 7-døgns periode.

Søfartsstyrelsen kan for søfarende, men ikke for fiskere, tillade at den daglige og ugentlige hviletid beregnes inden for kalenderdøgnet (kl. 00.00- 24.00). Rederiet kan ansøge om Søfartsstyrelsens tilladelse ved at sende en e-mail til jus@dma.dk.

 

Søfarende og fiskere under 18 år

Hvis du er under 18 år, skal du have en samlet hvileperiode på mindst 12 timer i arbejdsdøgnet. Hvileperioden for søfarende under 18 år skal i almindelighed ligge i tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6. Hvis du går vagt, kan hvileperioden dog deles i højst to perioder, hvoraf den ene skal være på mindst 8 timer inden for tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6. Inden for hver 7-døgns periode skal søfarende under 18 år have to sammenhængende fridøgn, som dog kan udskydes mod senere erstatningsfrihed.

 

 KONTAKT

Søfarende og certifikater
Maria Casparij, Fuldmægtig
+45 72 19 61 32