Opsigelse


Ved opsigelse forstås ophævelse af tjenesteforholdet med et vist varsel. Dette skal forstås i sammenhæng med begrebet "afsked", som er ophævelse af tjenesteforholdet normalt uden varsel.

Søfarende og fiskere

For søfarende og fiskere er det tidsmæssige opsigelsesvarsel som udgangspunkt 7 dage, medmindre andet er aftalt i ansættelsesaftalen eller ved kollektiv overenskomst. Man kan ikke aftale et kortere opsigelsesvarsel for den søfarende eller fiskere end for rederen.

Har den søfarende eller fiskeren bopæl i Danmark, og er man forhyret i Danmark (dvs. rejst ud til skibet for rederens regning), kan opsigelsen kun ske til fratræden i en dansk havn, som skibet anløber. Det kan dog aftales, at opsigelse også kan ske til fratræden i udenlandsk havn. Dette vil typisk ske ved rederens opsigelse af rederiansatte søfarende, men da til fratræden i Danmark.

Er den søfarende eller fiskeren ikke forhyret i Danmark, eller har man ikke bopæl i Danmark, kan opsigelsen ske til fratræden i enhver havn skibet anløber. Det er dog en forudsætning, at formålet med anløbet ikke er bunkring, i landsætning af syge eller tilskadekomne eller anden sikkerhedsmæssig årsag, samt at anløbslandet vil tage imod den søfarende eller fiskeren.

For søfarende eller fiskere med bopæl enten på Færøerne eller i Grønland kan opsigelse kun ske til fratræden i havne på Færøerne eller i Grønland, medmindre andet er aftalt.

Skibsofficerer og skibsførere

Opsigelsesvarslet for skibsofficerer og skibsførere, herunder fiskeskippere, er som hovedregel 3 måneder, hvis den pågældende er ansat på en tidsubestemt kontrakt. Der kan aftales kortere opsigelsesvarsel. Rederens varsel kan dog ikke være mindre end 1 måned det første år.

Er man ansat på en tidsbestemt kontrakt, er opsigelsesvarslet typisk kortere og som hovedregel enten 1 måned eller 7 dage. Ligesom for søfarende og fiskere kan der ikke aftales et kortere opsigelsesvarsel for skibsofficeren eller skibsføreren end for rederen.

Rederen har ret til at afskedige skibsførere og skibsofficerer, som ved sygdom eller legemsskade er ude af stand til at udføre deres arbejde.

 KONTAKT

Maritim regulering og jura
Kristina Ravn, Specialkonsulent
+45 72 19 62 37