Svovl (SOx)


​De fleste skibe anvender tung fuelolie som brændstof. Fuelolien har et relativt højt svovlindhold sammenlignet med andre brændstoftyper, og svovlet udledes med skibets udstødningsgas i form af svovldioxid (SO2), der er skadeligt for levende organismer og kan medvirke til dannelse af syreregn. Derfor er det vigtigt at grænserne for tilladt svovlindhold overholdes.

Globale øvre grænse for tilladt svovlindhold

FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, vedtog i 2008 MARPOL-konventionens Annex VI, der regulerer svovlindholdet i skibes brændstof. Den globale øvre grænse for tilladt svovlindhold i brændstoffet er i dag på 3,5 pct., men IMO vedtog i oktober 2016, at denne grænse skal være på 0,5 pct. fra 2020.

Der er indført særligt lave grænser på 0,1 pct. i de såkaldte SECA’er (Sulphur Emission Control Areas). Kortet nederst viser SECA’erne, som primært udgøres af området langs de nordamerikanske kyster, dele af Det Caribiske Hav, Nordsøen og Østersøen. Af kortet fremgår det, at alt dansk farvand er en del af SECA’erne.

For at overholde disse regler er det nødvendigt at anvende brændstof med et lavt svovlindhold eller alternative brændstoffer som naturgas (LNG), batterier og andet. En anden mulighed er at rense den svovlholdige røg vha. en såkaldt ’scrubber’ (røggasrensningssystem), så svovlet ikke udledes med udstødningsgassen.

For EU-farvande er de internationale regler indført via Svovldirektivet, der er implementeret i dansk ret i Svovlbekendtgørelsen.

Reguleringsansvaret

Miljøministeriet har ansvaret for selve reguleringen af skibes svovludledning, mens Søfartsstyrelsen bistår med den praktiske kontrol af skibe under dansk flag og udenlandske skibe i dansk havn. Desuden deltager Søfartsstyrelsen i internationale forhandlinger og samarbejde om implementering og håndhævelse af reglerne.

Danmark arbejder generelt for at sikre, at reglerne håndhæves effektivt i alle SECA-landene. Det vil for det første bidrage til at begrænse de miljømæssige skadevirkninger. For det andet er det afgørende at sikre en høj overholdelsesgrad gennem effektiv håndhævelse for at fastholde lige konkurrencevilkår. Dette er særligt vigtigt på svovlområdet, da det er omkostningstungt for rederierne at leve op til svovlgrænserne i SECA-områderne.

SECA-landene har udarbejdet en fælles brochure, som giver et hurtigt overblik over de nye regler samt hjælp til at efterleve dem (se nedenfor).

Søfartsstyrelsen har sammen med Miljøstyrelsen udarbejdet en handlingsplan for håndhævelse af svovlreglerne, hvor du bl.a. kan læse mere om myndighederne indsats, internationalt samarbejde og ny teknologi til overvågning (se nedenfor).