|
Spørgsmål og svar om sønæringsbeviser
Hvordan ansøger jeg om et nyt sønæringsbevis? Svar: Du skal udfylde og indsende et ansøgningsskema til Søfartsstyrelsen, der hedder ”Ansøgning om sønærings- og kvalifikationsbevis”.
Hvad skal jeg sende med, når jeg ansøger om et sønæringsbevis? Svar: Du skal indsende dokumentation for fartstid, gyldigt sundhedsbevis, gamle beviser, pasfoto og underskrift.
Behøver jeg at medsende et billede? Svar: Ja, og det skal være vellignende.
Kan jeg indsende ansøgningen elektronisk? Svar: Nej
Hvornår kan jeg forvente at få mit bevis? Svar: Ved fornyelse af et sønæringsbevis er ventetiden max. 14 dage. Ved generhvervelse af et sønæringsbevis er ventetiden længere.
Jeg har mistet mit bevis, hvad gør jeg? Svar: Du skal udfylde og indsende en tro og love erklæring . Derudover skal du medsende et ansøgningsskema (sønæringsbevis)
Hvis du har mistet et kvalifikationsbevis (f. eks u-/befaren skibsassistent og vagtholdsbevis) behøver du ikke at medsende et ansøgningsskema men udelukkende en tro og love erklæring.
Hvordan vedligeholder jeg mit sønæringsbevis? Svar: Du kan vedligeholde (genudstede) dit sønæringsbevis, hvis du har sejlet mindst 12 måneder indenfor de sidste 5 år, eller 3 måneder indenfor de sidste 6 måneder, i en stilling, hvor du har brugt dit bevis.
Jeg opfylder ikke kravet til at få genudstedt et nyt sønæringsbevis. Hvad gør jeg? Svar: Hvis du ønsker at generhverve et sønæringsbevis, skal du udfylde og indsende et ansøgningsskema til Søfartsstyrelsen, der hedder ”Ansøgning om generhvervelse af sønæringsbevis”.
Søfartsstyrelsen vil herefter lave en individuel vurdering af din sag, og du vil efterfølgende modtage et brev, som beskriver, hvad du skal gøre for at få dine sønæringsrettigheder tilbage.
Det er muligt at generhverve sønæringsrettigheder på samme niveau eller lavere i forhold til de sønæringsrettigheder, som du har mistet. Det vil sige, hvis du f.eks. har haft et sønæringsbevis som styrmand af 1. grad, kan du generhverve certifikatet styrmand af 1. grad eller lavere.
Du kan læse mere om, hvordan du generhverver dine sønæringsrettigheder som navigatør og som maskinist eller maskinmester.
Hvordan fornyer jeg mit sundhedsbevis? Svar: Du skal henvende dig til en godkendt søfartslæge.
Hvis du bor i udlandet skal din udenlandske læge udfylde denne blanket – klik her.
Hvordan kan jeg få oplyst hvilken fartstid Søfartsstyrelsen har registreret? Svar: Du skal sende en mail til ksf@dma.dk med fulde navn og cpr.nr. Hvis du har skiftet navn skal det oprindelige navn også oplyses.
Hvis min fartstid ikke er registreret i min søfartsbog, hvordan kan jeg dokumentere den? Du skal bruge en fartstidserklæring underskrevet af din skibsfører, havnevæsen, fiskeforening eller rederiet.
|