Ankenævnet for Søfartsforhold


​​Klager

Har du en klagesag, kan du kontakte Ankenævnet for Søfartsforhold. Se også klagevejledning og klageskema.

Nævnet er nedsat i henhold til § 21 i lov om sikkerhed til søs. Det behandler klager og træffer den endelige administrative afgørelse i følgende tilfælde:

Lov om skibes besætning og tilhørende bekendtgørelser

  • Søfartsstyrelsens afgørelser om besætningsfastsættelse, herunder forhåndsfastsættelse, i medfør af § 4, stk. 2, § 5, § 6, stk. 3, § 9, stk. 2 og 3, § 10, stk. 2 og 3, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 2, og om dispensation i medfør af § 12 i lov om skibes besætning, jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2014. Afgørelsen kan indbringes for nævnet af vedkommende rederi eller søfarendes organisation, jf. lovens § 16.
  • Søfartsstyrelsens afslag på en ansøgning om sønæringsbevis, dog ikke hvis afslaget er begrundet i syns- og høreevnens betydning for arbejde i skib, kan indbringes for ankenævnet, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.
  • Søfartsstyrelsens afslag på en ansøgning om bevis til udmønstring med henblik på tjeneste som dæks-, maskin- og enhedsmandskab, dog ikke hvis afslaget er begrundet i syns- og høreevnens betydning for arbejde i skib, kan indbringes for ankenævnet, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.
  • Søfartsstyrelsens afgørelse om inddragelse af et anerkendelsesbevis til tjeneste i handelsskibe, jf. § 8, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1153 af 4. oktober 2007 om anerkendelse af udenlandske beviser til tjeneste i handelsskibe. Afgørelsen kan indbringes for ankenævnet af indehaveren af et anerkendelsesbevis.
  • Søfartsstyrelsens afgørelse om inddragelse af et anerkendelsesbevis til tjeneste i fiskeskibe, jr. 7, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 987 af 11. september 2014 om anerkendelse af udenlandske sønæringsbeviser til tjeneste i fiskeskibe. Afgørelsen kan indbringes for ankenævnet af indehaveren af et anerkendelsesbevis.

Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

  • Afgørelser truffet af søfartslæger vedrørende søfarende og fiskeres egnethed til skibstjeneste, dog ikke søfartslægens afgørelse om syns- og høreevnens betydning for arbejde i skib, jf. § 15, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 999 af 12. august 2013 om lægeundersøgelse af søfarende og fiskere. Sagen kan indbringes for ankenævnet af Søfartsstyrelsen, rederiet, fiskeren eller den søfarende.
  • Søfartsstyrelsens afgørelse i medfør af bekendtgørelsens § 10, stk. 1, om, at en søfarende eller en fisker, der har gyldigt sundhedsbevis, skal gennemgå ny lægeundersøgelse, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 2. Afgørelsen kan indbringes for ankenævnet af den søfarende, fiskeren eller rederiet.

Lov om sikkerhed til søs

  • Søfartsstyrelsens afgørelse om tilbageholdelse af et skib og om anløbsforbud, jf. § 16, stk. 4, i lov om sikkerhed til søs. Afgørelsen kan indbringes for ankenævnet af vedkommende rederi.
  • Søfartsstyrelsens afgørelser om tilbagekaldelse af skibscertifikater, som er foreskrevet i medfør af loven, samt afslag på ansøgninger om fornyelse af sådanne certifikater, afgørelser om tilbagekaldelse af rederiers ISM-overensstemmelsesdokumenter, samt afslag på ansøgning om fornyelse af sådanne dokumenter. Afgørelsen kan indbringes for nævnet af vedkommende rederi, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.

Lov om beskyttelse af havmiljøet

  • Miljøministerens afgørelse om bl.a. forbud eller påbud over for skibe og platforme efter § 42 a, § 43 eller § 43 c, stk. 1 og 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 3. juli 2013, kan indbringes for ankenævnet, jf. lovens § 51 a.

Lov om dykkerarbejde og dykkermateriel

  • Søfartsstyrelsens afgørelser i medfør af lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 17. januar 2014, om afslag på ansøgning om erhvervsdykkerbevis, når afgørelsen er begrundet i ansøgerens helbredsmæssige forhold, kan indbringes for ankenævnet, jf. § 10, stk. 2, i bekendtgørelse 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.

Søloven

  • Afgørelser om bortvisning af, anløbsforbud for og tilbageholdelse af skibe i medfør af § 153, § 187 og § 199 i søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. januar 2014, kan indbringes for ankenævnet, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.

Lodsloven

  • Søfartsstyrelsens afgørelser om afslag på lodscertifikat i medfør af § 12 i lodslov nr. 567 af 9. juni 2006, som ændret bl.a. ved lov nr. 478 af 30. maj 2012, afslag på lodsfritagelsesbevis efter lovens § 14, afslag på registrering efter lovens § 24, stk. 4 og 5, inddragelse af lodscertifikat eller lodsfritagelsesbevis eller sletning af en registrering som lodseri efter lovens § 27, stk. 1, og midlertidig inddragelse eller midlertidig sletning efter lovens § 32 kan indbringes for ankenævnet, jf. § 15, stk. 2, i bekendtgørelse 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.

Lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykke til søs

  • havarikommissionens påbud om, at et skibs videre sejlads skal udskydes, jf. § 9 i lov nr. 457 af 18. maj 2011 om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, kan indbringes for ankenævnet, jf. lovens § 11, stk. 2. Herudover kan Havarikommissionen afgørelse om, at visse oplysninger nævnt lovens § 5, stk. 2, kan videregives og anvendes til andet formål end sikkerhedsundersøgelsen, indbringes for formanden for ankenævnet, jf. lovens § 5, stk. 6.

Klagefristen er 4 uger. Dog er klagefristen 8 uger, hvis her er tale om afgørelser truffet af søfartslæger samt afslag på ansøgning om erhvervsdykkerbevis, når afgørelsen er begrundet i ansøgerens helbredsmæssige forhold. Ankenævnet for Søfartsforhold kan se bort fra en frist, når der er særlig grund hertil, jf. § 16 i bekendtgørelse 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang mv.

Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Senest 4 uger efter at nævnet har truffet afgørelse, kan sagen af hver af parterne indbringes for domstolene. Retssag anlægges mod den myndighed, hvis afgørelse er påklaget til nævnet. Sager vedrørende søfartslægers afgørelser om egnethed til skibstjeneste anlægges dog altid mod Søfartsstyrelsen. Retssag, som rejses af den myndighed, hvis afgørelse er påklaget til nævnet, anlægges mod den part, som har påklaget afgørelsen. Den myndighed, hvis afgørelse er påklaget til nævnet, skal underrette andre, der har været part i sagen for nævnet, om søgsmålet.

Ankenævnets forretningsorden findes i bekendtgørelse nr. 1121 af 19. september 2013 om Ankenævnet for Søfartsforhold.​​

Bekendtgørelse nr. 1121 af 19. september 2013 om Ankenævnet for Søfartsforhold

I forretningsordenen kan du se, hvilke organisationer der kan indstille personer til udnævnelse.

Medlemmer af Ankenævnet for Søfartsforhold.

 Kontakt