Digitalisering på tværs af landegrænser
20-12-2017 14:00

Søfartsstyrelsen og IALA samler den maritime verden til konference for at sætte fokus på digital søfart.

​​​​​​​​​​Internationalt samarbejde om standardisering og maritim digitalisering er årets temaer, når Søfartsstyrelsen i samarbejde med IALA for ottende gang inviterer til konferencen ’e-Navigation Underway’. Konferencen foregår om bord på skibet M/S PEARL SEAWAYS, der vil sejle tur/retur til Oslo fra den 24. til den 26. januar. Tilmeldingen er nu åben for alle med interesse for digitalisering inden for det maritime område.

Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth vil sammen med IALA’s generalsekretær åbne konferencen, hvor årets hovedtaler er DFDS’ direktør Niels Smedegaard. Derudover vil forskellige aktører, herunder IMO’s Technical Officer Sasha Pristom, redegøre for den internationale indsats i forbindelse med e-navigation og digitalisering. Konferencen er en mulighed for at få forskellige bud på, hvordan gevinsterne ved e-navigation og digitalisering kan realiseres på tværs af aktører og landegrænser, eksempelvis vil Mærsks Innovation Strategy Manager Michael Rodey fortælle om, hvordan arbejdet med e-navigation kan gavne rederen ud fra et operationelt perspektiv.

Global betydning
Konferencen, der i januar 2017 havde repræsentanter fra 27 lande og omkring 100 forskellige organisationer, er et forum for dialog om udvikling og implementering af e-navigation.​

Emner som harmonisering og maritime services vil blive debatteret af fagfolk fra hele verden. Alle deltagere vil få mulighed for at udveksle holdninger og give deres bud på, hvordan e-navigation skaber mest mulig værdi fremover.

 Kontakt

Kontakt

Data- og forretningsudvikling
Linda Assel Hald, Projektleder
+45 91 37 62 27