Digitalisering skal gøre søfarten sikrere og mere effektiv
26-01-2018 17:00

Søfartsstyrelsen og IALA var for ottende gang værter for konferencen e-Navigation Underway. Under den to-dage lange konference på Oslobåden var mulighederne ved ny teknologi og digitalisering i fokus.

Foto fra konferencen E-navigation Underway

​Konferencen med mere end 150 deltagere fra 5 kontinenter mundede ud i, at der nu skal på at realisere fordelene ved de mange digitale muligheder, som hele tiden udvikles.

Direktør i DFDS Niels Smedegaard var blandt talerne, og han nævnte både muligheder og udfordringer ved tidens digitaliseringsfremskridt.
”Vi skal forstå og udnytte de teknologiske muligheder meget hurtigere. Den teknologiske udviklingskurve er så stejl, at vi mennesker ikke kan håndtere den. Vi har bekymringer for, hvad teknologien vil medføre. Vores opgave er at tilpasse os meget hurtigere. Det kræver uddannelse og nye måder at arbejde sammen på”

Nogle af de områder, der blev drøftet på konferencen, var muligheder for forenkling af skibes havnerapportering via digitalisering, cyber-sikkerhed, og hvordan kyststaters opgaver fremover kan løses ved brug af digitale hjælpemidler via samarbejde globalt.

Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, gjorde det klart på konferencen, at der skal samarbejdes globalt om digitalisering:
”Mange af os er opsatte på at fremskynde processen med digital harmonisering i de relevante internationale organer og på at diskutere cyber-security standarder. Teknologien er klar, industrien er klar, og nu er det på tide, at vi alle begynder at levere konkrete og reelle resultater, der kan gøre en forskel i den virkelige verden.”

I flere lande er både myndigheder og private langt fremme med at udvikle digitale værktøjer til skibsfarten, men det er ofte enkeltstående løsninger og samarbejdet på tværs af lande eller digitale systemer forhindrer en større spredning af de bedste løsninger.

Læs mere om e-Navigation Underway

 Relateret indhold

 Kontakt

 
  
72 19 60 00