IOPC fejrer 40-års jubilæum
30-10-2018 13:00

The International Oil Pollution Compensation Funds (IOPC) fylder 40 år. Siden oprettelsen i 1978 har fondene været involveret i 150 hændelser over hele verden. Danmark har været med siden oprettelsen.

​Historien om IOPC-fondene begyndte i 1967 med olieudslippet fra tankskibet Torrey Canyon. Tankskibet gik på grund nær den britiske kyst, og det efterfølgende katastrofale oliespild forurenede både britiske og franske kyster. Men hvem skulle betale for oprydningen?

Ud af oliesvineriet dukkede en tydelig mangel på en international aftale om erstatningsansvar og kompensation, og det førte til, at FN’s Internationale Søfartsorganisation, IMO etablerede et kompensationssystem for ofre for olieforurening – de såkaldte IOPC-fonde, de yder økonomisk kompensation for skader forårsaget af olieforurening, der opstår i medlemsstaterne, som følge af udslip af olie fra tankskibe.

Kristina Ravn, kontorchef i Søfartsstyrelsen:
”Der har været en del udslip gennem tiden, og det viser, at det fortsat er væsentligt med en fælles ramme og fælles ansvar for hjælp i tilfælde af udslip. Skaderne kan være enorme, men IOPC er med til at dæmpe de værste følgevirkninger for ofrene.”

Danmark har oplevet to hændelser, hvor IOPC-fondene har været involveret. Første gang var i 1985, hvor et skib gik på grund ud for Ålborg og lækkede 300 tons olie. Senest var i 2001, hvor olietankeren Baltic Carrier kolliderede med et lastfartøj, hvilket resulterede i et olieudslip på 2500 tons ud for Falster og Møn.

IOPC-fondene finansieres af bidrag fra enheder, der af søvej modtager mere end 150.000 tons olie af bestemt slags i havne eller terminaler i medlemsstater.

Læs mere om IOPC på fondenes hjemmeside https://www.iopcfunds.org/

 Relateret indhold

 Kontakt

Kontakt

 
  
72 19 60 00