Søfartsstyrelsen deltager i dronningens statsbesøg til Ghana
23-11-2017 15:00

I forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens officielle statsbesøg til Ghana den 23.-24. november 2017 deltager Søfartsstyrelsen med henblik på at drøfte aktuelle maritime udfordringer og maritimt myndighedssamarbejde.

Foto af direktør Andreas Nordseth under besøg i Ghana

​Søfartsstyrelsen tager del i H.M. Dronningens officielle statsbesøg til Ghana den 23-24. november 2017, som afholdes i anledning af 60 året for landets selvstændighed og er en markering af de dansk-ghanesiske relationer.

I statsbesøget deltager også en større maritim delegation, som Søfartsstyrelsen vil være en del af.

Under besøget deltager Søfartsstyrelsen i en lang række møder og aktiviteter. Heriblandt har der været afholdt et seminar om regulering af den globale maritime sektor, hvor også den ghanesiske transportminister deltog.

”Jeg har set frem til at deltage i statsbesøget til Ghana og være med til at styrke de gode relationer mellem Danmark og Ghana”, siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen og fortsætter.

”Ghana er en vigtig maritim hub i Vestafrika, hvor også dansk søfart er meget aktiv. Søfartsstyrelsen har igennem vores igangværende myndighedssamarbejde gode relationer til de maritime myndigheder i Ghana. Det var derfor en stor fornøjelse at møde transportministeren og mine ghanesiske kollegaer til en drøftelse af generelle maritime problemstillinger og vores igangværende maritime myndighedssamarbejde.”

Udover regulering af den globale maritime sektor, er bekæmpelse af pirateri i Guineabugten og forbedringer af den maritime infrastruktur blandt andet også på dagsordenen.

I besøget deltog også udenrigsministeren samt miljø- og fødevareministeren.

Søfartsstyrelsen har i samarbejde med Udenrigsministeriet igangsat et maritimt myndighedssamarbejde med de ghanesiske maritime myndigheder, der har til hensigt at styrke udviklingen af Ghanas maritime sektor og understøtte danske maritime erhvervsaktiviteter i regionen.

 Kontakt

Maritim erhvervs- og vækstpolitik
Malte Kofoed Søndergaard, Fuldmægtig
+45 72 19 62 25