Svovlsniffende drone patruljerer igen over Storebælt
23-07-2020 12:00

De næste fire måneder testes en ny drone i luftrummet over Storebælt. Dronen skal kontrollere luftforureningen fra skibe, der sejler ad den travle Rute T.

Dronen er endnu et led i håndhævelsen af svovlreglerne for skibes udledning. Langt de fleste skibe og rederier overholder svovlgrænserne, men ved at bruge en drone med snifferteknologi bliver det endnu sværere at snyde på vægten. Det er med til at sikre fair konkurrence for alle operatører i skibsfarten.

Dronen er udlånt af EU’s søfartsagentur, EMSA, og skal operere i et afgrænset område ud for Sjællands Odde. Det er anden gang EMSA tester en svovlsniffende drone over Storebælt. Sidste år fløj en anden type drone i området i tre måneder. Den nye drone har tidligere været brugt til overvågning af generel karakter samt kystovervågning.

Ved at flyve ind i røggassen fra et skibs udstødning kan den bl.a. ”sniffe” sig frem til mængden af svovl i skibets brændstof. Disse data bliver hurtigt tilgængelige for myndighederne (Miljøstyrelsen), som kan følge op, hvis et skib ikke overholder kravene til svovlindholdet i brændstoffet.

Flere danske myndigheder har samarbejdet for at dronen fra EMSA har kunnet få flyvetilladelse i Danmark. Et test-projekt som dette er et godt eksempel på, hvordan et velfungerende myndighedssamarbejde bidrager til nye teknologiske løsninger, der kan gavne den grønne dagsorden. Selve test-projektet med dronen gennemføres i et samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen. 

Svovldronen flyver i Danmark fra 1. juli til 31. oktober 2020.
  

1Svovldrone.png2Svovldrone.png

 Kontakt

Kontakt

 
  
72 19 60 00