Indberetning af havneanløb


​​​​Forventet ankomst- og afgangstidspunkt

Alle skibe, der anløber en havn i et Paris MoU-land, skal indberette forventet ankomsttidspunkt (ETA) og forventet afgangstidspunkt (ETD) til havnen senest 24 timer forud for anløbet. 

 
Anløber skibet en dansk havn, er der desuden nogle særlige informationer, som skal indberettes. Det drejer sig om:

 
1) Identifikation af skibet (navn, kaldesignal, IMO-identifikationsnummer eller MMSI-nummer)
2) Bestemmelseshavn
3) Forventet tidspunkt for ankomst til bestemmelseshavnen
4) Forventet afgangstidspunkt fra bestemmelseshavnen
5) Samlet antal ombordværende

 

Faktisk afgangs- og ankomsttidspunkt 

Som noget nyt skal skibene også indberette de faktiske ankomst- og afgangstidspunkter, som betegnes ATA (Actual Time of Arrival) og ATD (Actual Time of Departure). Skibet skal senest ved afgang fra havnen have oplyst havnemyndigheden om det faktiske ankomst- og afgangstidspunkt til og fra havnen.

 

Særlige indberetninger for skibe, som kan underkastes en ”udvidet inspektion”

I tillæg til ETA, ETD, ATA og ATD som nævnt ovenfor skal et skib, som kan underkastes en ”udvidet inspektion”, indberette sin ankomst til havnen mindst 72 timer inden ankomst. Det fremgår af havnestatskontroldirektivets artikel 14, stk. 1, hvilke skibe det drejer sig om. Hvilke informationer der skal indberettes fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2 og stk. 3. 

 

Husk at oplyse i god tid

Det er vigtigt, at ETA indberettes både 72 timer inden ankomst og 24 timer inden ankomst, da myndigheden skal have tid til at planlægge inspektionen. Ofte vil ETA i sagens natur være mere nøjagtig 24 timer i forvejen end det ETA, som indberettes 72 timer i forvejen. Men da myndigheden gerne vil varsles i god tid, er det vigtigt, at begge ETA indberettes.  

For skibe i fast rutefart med flere daglige anløb af samme havn kan havnestatskontrolmyndigheden (Søfartsstyrelsen) fritage for kravet om indberetninger.

 

Indberet i god tid

Det er vigtigt, at indberetningerne foretages i rette tid. Undlader et skib at foretage de obligatoriske indberetninger, kan der blive tale om bødestraf, ligesom der alene på denne baggrund kan foretages en ekstra havnestatskontrol af skibet.

Paris MoU og EU har i samarbejde produceret informationsmateriale om indberetningerne.​​

 KONTAKT

Afdeling
SKIBE (SKB)
Telefon: ​+45 72 19 60 24
Mail:  psc@dma.dk​