Radio i fritidsfartøjer


Illustrativt billede

​​Hvis du vil bruge en maritim VHF-radio i Danmark, skal du have et certifikat til dig selv og et kaldesignalbevis til båden
Du skal som minimum have et SRC-certifikat (Short Range Certificate), hvis du vil betjene en maritim VHF-radio. Med et SRC-certifikat har du adgang til at betjene følgende radioanlæg:

  • VHF-telefoni
  • VHF-telefoni med DSC
  • EPIRB (nødradiofyr)
  • SART (radartransponder).

Tidligere udstedte "begrænsede certifikater" giver fortsat adgang til betjening af traditionelle VHF-radioanlæg uden DSC. Derudover skal du have et kaldesignalbevis til dit fartøj. Når de ting er i orden, kan du installere VHF-radioen og anvende den.

Her kan du læse om kaldesignalbevis

Her kan du læse om SRC-certifikat og SRC-prøve

VHF-radio eller mobiltelefon?

Det er afgørende at kunne komme i forbindelse med land eller andre skibe i nærheden, hvis dit skib kommer i en kritisk situation og har behov for hjælp. På korte afstande bruger man enten en mobiltelefon eller en maritim VHF-radio.

Søfartsstyrelsen anbefaler VHF-radio til fritidsfartøjer, da mobiltelefonen ikke er velegnet i en nødsituation til søs:

  • Der er ingen hurtig-betjent nødknap på mobiltelefoner.
  • Nødkald har ikke fortrinsret frem for andre kald.
  • Nødkald giver ingen automatisk identifikation og positionsangivelse.
  • Nødkald går ikke automatisk til andre skibe.
  • Nødkald fra andre skibe modtages ikke automatisk.
  • Der er ingen funktion, som sikrer, at nødkald automatisk dirigeres til en maritim redningscentral.
  • Der er ikke fuld dækning for mobiltelefoner i danske farvande.

Hvis du vil have mere information, henviser vi til Søsportens Sikkerhedsråd.

Frekvenstilladelse hos Energistyrelsen

Hvis du vil have udstedt en tilladelse til frekvensanvendelse af P-kanaler og maritime land- og jordstationer, skal du kontakte Energistyrelsen på frekvens@ens.dk.

 Kontakt

Søfarende og certifikater
Søfarende og certifikater
+45 72 19 60 00