Trafikseparering


Trafikseparering

Hvert år passerer der mere end 26.000 skibe gennem Storebælt og omkring 35.000 skibe gennem Øresund.

Mange af disse er store last- eller passagerskibe. For at undgå farlige situationer med de store skibe er der rundt om i de danske farvande oprettet syv trafiksepareringssystemer, hvor det er vigtigt at sejle korrekt efter søvejsreglerne.

Hvert år forekommer der alligevel farlige situationer i trafiksepareringssystemerne, hvor små fritidsfartøjer enten har undervurderet situationen eller ikke har kendskab til reglerne, hvorved de kommer i vanskeligheder og risikerer at kollidere med et større skib. Udover at det er farligt, er det også meget generende for et stort skib, der er nødt til at følge en trafikrute for ikke at støde på grund eller risikere at kollidere med et andet større skib.

Store skibe behøver betydeligt mere plads til at manøvrere og stoppe på, end små fartøjer gør, hvilket indimellem glemmes, når fritidssejlere bevæger sig ud i en trafikseparering. Desuden er det svært for navigatøren på et skibs kommandobro at vurdere, hvilke hensigter et lille fritidsfartøj har, når der skal besluttes manøvrer for de næste minutters sejlads og flere sømil frem.

Store skibe kan miste overblikket

Store skibe er oftest udstyret med effektive radaranlæg, men det kan alligevel være vanskeligt at forudsige trafikken, hvis navigatøren sejler i et område med mange fritidsfartøjer på havet. Her skal reglerne om sejlads i trafiksepareringssystemer hjælpe med at afvikle trafikken på en mere forudsigelig måde.

Et godt eksempel er nedenstående radarbillede fra et stort skib, der sejler i et tæt befærdet farvand med mange fritidsfartøjer.


Radarbillede fra et større skib der sejler i et farvand med mange
små fritidsfartøjer, hvor der ikke er etableret trafikseparering.

Politiets maritime indsatsgrupper må ofte stoppe fritidssejlere

Rundt omkring i de danske farvande patruljerer politiets maritime indsatsgrupper. De skal sikre, at søvejsreglerne følges, og har blandt andet særligt fokus på trafiksepareringerne. Politiet oplever desværre ofte at måtte stoppe fritidsfartøjer, der sejler ulovligt og er til fare for sig selv, når de bevæger sig ud i en trafikseparering.

Der er eksempler på, at større skibe har måttet sejle over i en modsatrettet trafikrute eller dreje skarpt – og derved er kommet tæt på andre større skibe – for at undgå at ramme et fritidsfartøj, som ikke sejlede korrekt i trafiksepareringen.

Politiet anvender foto og video til at dokumentere, hvis reglerne ikke har været fulgt.

Her ses et par eksempler på uforsigtige sejlere, der ikke følger reglerne, som politiet har filmet:

Eksempel 1:

En lille jolle ligger midt i trafikruten, hvor et stort handelsskib må passere ude i siden af trafikruten, lige før drejepunktet ud for Helsingør.

Eksempel 2:

Et lystfiskerfartøj har lagt sig ude i trafikruten, hvor et handelsskib da må passere i tæt afstand og give advarselssignal.

Hvad er reglerne?

Du kan få information om, hvordan du skal sejle i et trafiksepareringssystem i Søfartsstyrelsens "Sejl sikkert og lovligt i Øresund og andre steder med trafiksepareringssystemer".

Du kan også finde mere information i søvejsreglerne hos Søsportens Sikkerhedsråd.

 Kontakt

Maritim regulering og jura
Carsten G. Jensen, Specialkonsulent
+45 72 19 63 68