Ejerskifte


Når skibe optaget i et dansk skibsregister skifter ejer, skal du anmelde det til Skibsregistret. Hvis du i stedet ønsker skibet slettet af et dansk skibsregister, skal det anmeldes.

Du melder ejerskifte ved, at indsende adkomstdokument, som normalt vil være et skibsskøde eller et ’Bill of Sale’.

Adkomstdokument

Du skal sørge for, at adkomstdokumentet lever op til følgende krav:

  • Dokumentet skal være originalt
  • Dokumentet skal være på dansk. Sædvanligvis accepterer Skibsregistret også dokumenter på svensk, norsk eller engelsk. Dokumenter på andre sprog skal oversættes af en officiel oversætter til dansk eller engelsk. Den originale oversættelse indsendes sammen med det originale adkomstdokument
  • Dokumentet skal entydigt identificere skibet
  • Det skal oplyses, hvor mange parter af skibet, der overdrages. Fx er 100/100 et helt skib. Hvis halvdelen af skibet sælges, anføres det som 50/100
  • Overtagelsesdatoen skal oplyses i adkomstdokumentet, eller der kan indsendes en kopi af en leveringsprotokol
  • Sælger skal have underskrevet dokumentet, og underskriftsdatoen skal være anført
  • Sælgers underskrift og myndighed for fysiske personer og tegningsret for juridiske personer, samt dateringen af sælgers underskrift skal bekræftes af to vitterlighedsvidner, en dansk advokat eller notarius publicus. Vitterlighedsvidner, som ikke er danske statsborgere, skal vedlægge kopi af pas
  • Alle underskrifter skal tydeliggøres med blokbogstaver, maskinunderskrift, stempel eller lignende
  • Hvis sælger er et selskab, skal adkomstdokumentet underskrives i henhold til selskabets tegningsregel. For danske selskaber dokumenteres tegningsret og tegningsberettigelse ved udskrift fra CVR. Er sælger et udenlandsk selskab kan tegningsretten fx dokumenteres ved, at notarius publicus bekræfter underskrivers tegningsret. Hvis der underskrives på vegne af sælger, i henhold til fuldmagt, skal den originale fuldmagt indsendes til Skibsregistret. Hvis sælger er et selskab, skal fuldmagten være udstedt i henhold til selskabets tegningsregel, jf. ovenfor
  • Er sælger to eller flere juridiske personer, så skal hver juridisk person underskrive skødet
Du kan her læse mere om dokumentkrav til adkomstdokument.

Du kan benytte en af formularerne nedenfor som adkomstdokument. Den originalt udfyldte og underskrevne formular sendes til skibsregistret.

Hvis sælger underskriver i henhold til fuldmagt, så vedlæg den originale fuldmagt.

Særlige situationer

Hvis skibets ejer er under bobehandling, fx konkurs, likvidation eller dødsbo skal der – ud over diverse originale attester – indsendes et skøde, for at ejerskiftet kan registreres.

Fusioneres to selskaber, skal det fortsættende selskab registreres som ejer af skibet. Det betyder, at der skal sendes en original begæring om registrering til Skibsregistret, og fusionen skal kunne bekræftes ved opslag i CVR-registret. Alternativt kan der indsendes et skøde.

Er der tale om fission af et selskab (selskabet splittes op), skal der indsendes en original begæring om registrering af ny ejer til Skibsregistret, og fissionen skal kunne bekræftes ved opslag i CVR-registret. Det skal dokumenteres, at skibet er blevet tilført en ny ejer. Dokumentationen kan fx være en fissionsplan eller et skøde.

Ejeranmeldelse

I forbindelse med ejerskifte skal køberen registreres i Skibsregistret som et rederi – også selv om køberen er en privatperson. Der findes forskellige rederianmeldelser til forskellige ejerformer:

Blanketterne findes på virk.dk. Husk at have dit NemID klar. Udfyld, underskriv digitalt eller print og underskriv manuelt. I sidstnævnte tilfælde sender du den originale blanket til Skibsregistret med almindelig post. Hvis du er udlænding eller i øvrigt ikke har NemID, kan du udfylde de enkelte blanketter, printe dem ud og underskrive dem. Alternativt kan du give fuldmagt til én, som har NemID til at udfylde blanketten på dine vegne og så indsende den originale fuldmagt til Skibsregistret.

Konkurs eller anden bobehandling (undtagen dødsboer)

Hvis retten tager dit bo under konkursbehandling med henblik på:

  • Konkurs
  • Gældssanering
  • Frivillig akkord
  • Tvangsakkord
  • Rekonstruktionsbehandling (tidligere kaldet betalingsstandsning)
  • Likvidation af selskaber

- skal Skibsregistret have besked, når sagen indledes. Skibsregistret noterer på skibsbladet, at bobehandling er indledt.

Så længe en sag om konkurs eller rekonstruktion kører, er det bobestyreren, der kan råde over skibet. Ved likvidation – frivillig eller tvangsmæssig – er det likvidator, der har dispositionsretten. Ved gældssanering og tvangsakkord har du som ejer af skibet fortsat dispositionsretten. I tilfælde af frivillig akkord afhænger dispositionsretten af akkordaftalen.

Ved dom om konkurs, gældssanering, frivillig– og tvangsakkord eller rekonstruktion skal Skibsregistret have besked. Vi skal modtage en original udskrift af dombogen underskrevet af retten. Alternativt kan du anmode retten om at sende udskriften til Skibsregistret via rettens e-Boks.

Hvis et solvent selskab vælger at træde i likvidation, skal du ikke meddele det til os. Hvis selskabet efterfølgende opløses og skibet skifter ejer, skal Skibsregistret modtage en original, bekræftet udskrift fra Skifteretten eller udskrift via Skifterettens e-Boks. Samtidig skal den nye ejer anmeldes til registret. Skal skibet udslettes af registret, skal det anmeldes til os.

Bemærk - efter 1. marts 2018 udsletter Skibsregistret af egen drift fritidsskibe med en BT på under 20, når der ikke er pant eller andre hæftelser registreret på skibet. 

Ejerskifte af et skib ved dødsfald og bobestyrerbo

Når en ejer af et registreret skib dør, indgår skibet i personens bo. Dette bo kan behandles som et bobestyrerbo eller privat skifte.

Bobestyrerbo

Skifteretten eller bobestyreren skal meddele Skibsregistret, hvis boet behandles som et bobestyrerbo. Samtidig skal bobestyrerattesten, som udstedes af retten, sendes til Skibsregistret enten som originalt fysisk dokument eller direkte via rettens e-Boks. Skibsregistret noterer så boskiftet på skibsbladet. I et bobestyrerbo er det bobestyreren, som kan disponere over skibet. Hvis skibet sælges, før boet er afsluttet, skal bobestyreren udstede et skibsskøde.

Privat skifte

  • Når der kun er en arving i boet
    Hvis boet ifølge skifteretsattesten er udlagt til dig, og kun dig, er det nok at registrere skifteretsattesten på skibet. Så bliver du registreret som ny ejer af skibet. Skibsregistret skal i den forbindelse se den originale skifteretsattest. Attesten sendes til Skibsregistret enten som originalt fysisk dokument eller via rettens e-Boks.
  • Når der er flere arvinger
    Når der er flere arvinger i boet, og skibet skal overdrages til en eller flere af arvingerne, skal de alle erklære, hvem der overtager skibet. Hvis der skal være flere ejere, skal de også alle erklære, hvor mange parter, hver arving skal overtage. Skifteretsattesten og alle arvingernes underskrevne og daterede erklæringer sendes til Skibsregistret enten som originale, fysiske dokumenter eller via rettens e-Boks. Skibsregistret registrerer så den eller de nye ejere. Alternativt kan alle arvinger underskrive et arveudlægsskøde, som sendes til Skibsregistret som originalt dokument sammen med den originale skifteretsattest.

Videresalg af skib

Sælger du/I som arving, og inden boet er afsluttet, skibet helt eller delvist til nogen, som ikke er arving, kan ejerskiftet ikke registreres på grundlag af skifteretsattesten alene. I den situation skal der både fremlægges skifteretsattest og skibsskøde. Skifteretsattesten sendes til Skibsregistret enten som originalt fysisk dokument eller via rettens e-Boks. Skødet skal sendes til Skibsregistret som originalt dokument.

Kontakt

Kontakt

Skibsregistret
Skibsregistret
+45 72 19 60 00