Nyoptagelse/genoptagelse


I Danmark har vi tre skibsregistre; Skibsregistret (DAS) (herunder Skibsbygningsregistret), Dansk Internationalt Skibsregister og Fartøjsfortegnelsen.

Alle danske skibe, som anvendes erhvervsmæssigt, skal registreres. Undtaget er dog lastfartøjer, pramme, lægtere, uddybnings-maskiner, flydekraner og lignende med en bruttotonnage (BT) mindre end fire eller, som ikke har helt, gennemgående dæk.

Krigsskibe under bygning på dansk værft kan registreres i Skibsbygningsregistret, men færdigbyggede krigsskibe kan ikke optages i noget dansk skibsregister.

Nedenfor ses kravene for, at et skib kan optages i de forskellige registre

  • Skibsregistret (DAS): Her kan alle danske erhvervsskibe med en BT på 5 eller mere optages. Endvidere optages fritidsfartøjer og husbåde, som bruges til privat beboelse, når de har en BT på 20 eller mere.
  • Dansk Internationalt Skibsregister (DIS): Her kan optages handelsskibe (ikke fiskeskibe), som har en BT på 20 eller mere. Skibe, der registreres i DIS må ikke transportere passagerer mellem danske havne, med mindre der er tale om fart til og fra havanlæg.
  • Fartøjsfortegnelsen (FTJ): Erhvervsskibe med en bruttotonnage på mellem 5 og 20 kan enten optages her eller i DAS. Erhvervsskibe med en bruttotonnage på mindre end 5 kan kun optages her.
  • Skibsbygningsregistret: Her kan optages alle skibe under bygning på et dansk værft, som forventes at få en BT på 5 eller mere.
  • Fritidsfartøjer: Fritidsfartøjer med en bruttotonnage under 20 kan ikke registreres i Skibsregistret. Læs mere om fritidsfartøjer med en BT under 20.

Når et skib optages i registret, giver Skibsregistret det kendingsbogstaver. I tilfælde af, at et registreret skib udslettes og senere anmeldes på ny, får skibet ikke de samme kendingsbogstaver, som det tidligere har haft.

Dokumentkrav

For at få et skib optaget i registrene skal du indsende en række dokumenter til os. Der gælder en række formkrav til dokumenterne, og vi anbefaler, at du gør dig bekendt med kravene.

Hvilke dokumenter skal indsendes?

Hvis skibet skal optages i et af de nævnte skibsregistre, skal der indsendes:

Anmeld et skib

Du anmelder et skib ved at indlevere/indsende en af Skibsregistrets anmeldelsesblanketter. Hvilken blanket, du skal vælge, afhænger af, hvilket register du vil anmelde skibet til. Du kan vælge mellem disse blanketter:

Anmeld ejer

Du anmelder en ejer ved at indlevere/indsende en af Skibsregistrets anmeldelsesblanketter. Hvilken blanket, du skal vælge, afhænger af, hvilken ”type” ejer du vil anmelde. Søloven kalder en ejer af et skib for et ”rederi” og den sprogbrug følges i blanketterne. Du kan vælge mellem disse blanketter:

Hvis ejeren allerede er registreret som ejer af et skib, skal der ikke indsendes en ny anmeldelse. Dog skal der altid indsendes en ejeranmeldelse for partrederier, fordi det skal oplyses, hvor stor en del af skibet hver partreder ejer.

Adkomstdokument

Der skal anmeldes et adkomstdokument, som fx kan være skøde, Bill of Sale, Bilbrev eller Builder’s Certificate. Dokumentet registreres og er dokumentation for, hvem der ejer skibet. Adkomstdokumenter bedes udfærdiget på en af Skibsregistrets formularer:

Hvis overdragelsen af skibet til dig er sket på et dokument, som er udfærdiget på en anden formular, hvilket ofte er tilfældet for skibe købt i udlandet, afgør Skibsregistret efter en konkret vurdering, om dokumentet kan registreres. Kun adkomstdokumenter på dansk, engelsk, svensk eller norsk kan registreres. Det betyder, at adkomstdokumenter på andre sprog må oversættes til et af de førnævnte sprog for registrering.

Leveringsprotokol – (Protocol of Delivery and Acceptance)

Det skal tydeligt fremgå af adkomstdokumentet, at ejendomsretten over skibet overdrages fra sælger til køber, eller ved nybygninger, fra værft til bygherre. Hvis adkomstdokumentet ikke angiver datoen for købers eller bygherres overtagelse af skibet, kan adkomstdokumentet suppleres med en leveringsprotokol, som oplyser overtagelsesdatoen. Du kan sende protokollen pr. e-mail.

Tegningsregler

Hvis ejeren af skibet er en juridisk person – fx et selskab eller en forening, skal de relevante blanketter, skøde m.m. underskrives af de tegningsberettigede ifølge registrering i CVR eller vedtægter og generalforsamlingsreferater. Disse dokumenter kan også underskrives af en anden person eller selskab, hvis de tegningsberettigede har givet fuldmagt til at underskrive.

Dokumentation for underskrivers tegningsret indsendes til Skibsregistret. Bemærk, der er ikke behov for at indsende dokumentation fra CVR, da Skibsregistret selv kan trække den nødvendige dokumentation.

Udenlandsk ejer

Der findes regler for, hvornår en udenlandsk ejer har mulighed for at registrere sit skib i et dansk skibsregister.

Udslettelsesattest eller ikke-registreringsattest

Hvis skibet er registreret i et andet lands skibsregister, skal skibet slettes fra dette register, før det kan optages i et af de danske registre. Du skal som dokumentation for, at skibet er udslettet af det fremmede register fremlægge en original udslettelsesattest (Certificate of Deletion) fra dette register, og sende den til Skibsregistret.

Har skibet ikke har været registreret før optagelsen i et af de danske registre, skal du i stedet for udslettelsesattesten fremlægge en attest om, at skibet ikke har været registreret i det pågældende land. Attesten kaldes en ikke-registreringsattest (Certificate of Non-registration). Attesterne skal normalt være udstedt af skibsregistreringsmyndigheden i det land, hvorfra skibet indføres til Danmark.

Dokumentation for tidligere ejere

Hvis du vil have dit brugte skib optaget i et af de danske skibsregistre, skal du fremlægge dokumentation for, alle der tidligere har ejet skibet. Du skal i udgangspunktet fremlægge dokumentation for alle, der har ejet skibet tilbage til det tidspunkt, hvor skibet blev leveret fra værftet.

Krav om dokumentation af tidligere ejere er mindre for:

  • Skibe, som på et tidspunkt har været registreret i et dansk skibsregister. I den situation skal du alene dokumentere ejerskab i perioden fra skibet blev udslettet og frem til og med den ejer, som nu anmelder skibet til registrering.
  • Skibe som indføres eller tidligere er indført fra udlandet. I den situation skal tidligere ejere kun dokumenteres tilbage til og med den udenlandske ejer, som sælger skibet til en dansk ejer.

Dokumentationen for tidligere ejere kan være kopi af skøde, købskontrakt m.m. For skibe, som anmeldes til Fartøjsfortegnelsen kan dokumentationen være 'Erklæring om tidligere ejerforhold'. Erklæringerne skal udfyldes af tidligere sælgere og købere af skibet.

Fiskeskib

For at et skib kan registreres som fiskeskib skal du søge en 'Tilladelse til registrering af fartøj' hos Fiskeristyrelsen. Straks tilladelsen er givet, får Skibsregistret en kopi af tilladelsen direkte fra Fiskeristyrelsen.

Hvis du køber et skib, som allerede er registreret som fiskeskib, skal skibet ikke have en ny tilladelse til indsættelse i fiskeriet, og du skal ikke foretage dig noget i den anledning.

Bemærk, at fiskeskibe altid tildeles havnekendingsnummer, som skal påmærkes skibet. Du kan reservere og vælge frit mellem alle havnekendingsnumre, som er ledige i det område, hvor dit hjemsted ligger. Hvis du ikke har valgt et særligt havnekendingsnummer, tildeler Skibsregistret et. Hvis dit skib skifter til et hjemsted i et andet område, skal det have et nyt havnekendingsnummer.

Målebrev

Det er et krav for registrering, at du indsender kopi af et målebrev (Tonnage Certificate) for skibet. Målebrevet skal være udarbejdet af en dansk autoriseret skibsmåler. Her finder du en liste over autoriserede skibsmålere (Liste over autoriserede skibsmålere)

Har dit skib allerede et internationalt målebrev udstedt af andre end en autoriseret dansk måler, kan du sende os en kopi af det. Senest tre måneder efter skibet er blevet registreret i dansk skibsregister, skal du indlevere kopi af et dansk målebrev.

Når skibet er registreret

Nationalitetsbeviser

  • Et dansk nationalitetsbevis dokumenterer, at skibet er berettiget til at føre dansk flag.
    Alle nationalitetsbeviser udstedes som elektroniske dokumenter. Hvis skibets ejer har et CVR-nr. bliver nøglekort straks sendt til e-Boks tilhørende det pågældende CVR-nr. umiddelbart efter. Du kan få adgang til nationalitetsbeviset på Søfartsstyrelsens hjemmeside ved hjælp af nøglekortet.
    Nationalitetsbeviset skal altid være tilgængeligt om bord på skibet, enten i fysisk eller elektronisk form.
    Senest når skibet er endeligt registreret, bliver ejer anmodet om at meddele Skibsregistret, hvor i skibets faste konstruktion de tildelte kendingsbogstaver på uudslettelig måde er påmærket. Meddelelse om påmærkning kan sendes til Skibsregistret på e-mail. Når stedet for påmærkning er oplyst og skibet registreret, så kan nationalitetsbevis udstedes.

Midlertidigt nationalitetsbevis

  • Skibsregistret kan efter anmodning udstede et midlertidigt nationalitetsbevis. Midlertidigt nationalitetsbevis kan udstedes til skibe anmeldt til registrering i Danmark, når skibet er færdigbygget eller indkøbt i udlandet.
    Et midlertidigt nationalitetsbevis udstedes for en kortere, afgrænset periode, normalt 7 – 21 dage. Midlertidige nationalitetsbeviser kan efter omstændighederne forlænges. Et midlertidigt nationalitetsbevis kan tjene som grundlag for udstedelse af en midlertidig fartstilladelse. Et midlertidigt nationalitetsbevis giver mulighed for at sejle under dansk flag før det er registreret. Midlertidigt nationalitetsbevis kan udstedes på grundlag af en original S-anmeldelse, når Skibsregistret skønner, at skibet opfylder betingelserne for registrering. Det betyder normalt, at der skal indleveres kopi af alle de dokumenter, som kræves indleveret til brug for registrering. Der skal dog altid mindst fremlægges kopi af adkomst og udslettelsesattest/ikke-registreringsattest (for skibe som indføres fra udlandet).

CSR – certifikat

CSR-blanketterne gælder for skibe i international fart, herunder lastskibe med en bruttotonnage på mere end 500, samt alle passagerskibe.

En SCR-rapport beskriver skibet historie. Det drejer sig fx om skibets tidligere ejerforhold. Rapporten skal ligge om bord på skibet.

Du ansøger ved at bruge blanketterne nedenfor:

Blanketter til ansøgning

Årsafgifter

Der er afgift forbundet med at være optaget i Skibsregistret, se mere under Årsafgifter.

Kontakt

Kontakt

Skibsregistret
Skibsregistret
+45 72 19 60 00