Udenlandsk skibsejer


Danske registre er ikke åbne registre, og det er et krav, at der gennem økonomisk aktivitet i Danmark vedrørende skibene er reel tilknytning til Danmark.

Både et skibs anvendelse og ejerens nationalitet har betydning for muligheden for registrering i danske registre:

  • Fritidsskibe med en BT over 20, som har en EU/EØS ejer, som enten bor eller arbejder i Danmark eller har boet og arbejdet i Danmark, kan registreres her.
  • Handelsskibe, herunder passagerskibe, kan alle udenlandske personer eller selskaber registreres som ejere af.
  • Fiskeskibe kan alene registreres med udenlandsk ejer, som er EU/EØS borger/selskab, og det er et krav, at skibet har tilladelse til indsættelse i fiskeriet i Danmark.

Fiskefartøjer og fritidsfartøjer

Hvis du vil vide mere om kravene, for at blive registreret, som udenlandsk ejer af et fiskefartøj eller et fiskefartøj med en BT over 20, så kontakt Skibsregistret; srg@dma.dk

Handelsskibe, herunder passagerskibe

For at registrere et handelsskib med en udenlandsk ejer i et dansk skibsregister (DIS eller DAS), er det et krav, at der er økonomisk aktivitet vedrørende skibet i Danmark. Det kalder vi Aktivitetsbetingelsen.

Der er yderligere krav om, at skibets ejer udpeger en enhed (dansk fysisk eller juridisk person), som kan stævnes på vegne af den udenlandske ejer. Den danske enhed skal tiltræde udpegningen.

For udenlandske partrederier gælder, at den bestyrende reder der vælges, skal være enten en statsborger eller en juridisk person fra Danmark eller fra et EU/EØS-land. Bestyrende reder fra lande uden for EU/EØS-lande kan ikke vælges.

Begge krav skal være opfyldt, så længe skibet er registreret i et dansk skibsregister. Hvis der sker ændringer, i dét grundlag som blev accepteret ved registreringen, skal det nye grundlag snarest, og ikke senere end 30 dage efter ændringen er sket/trådt i kraft, anmeldes til Skibsregistret.

Skibsregistret vurderer så, om betingelserne for fortsat registrering under dansk flag er tilstede. Vi gennemfører stikprøvekontrol af, om skibe registreret med en ikke-dansk ejer, løbende opfylder registreringsbetingelserne.

Skibsregistret vurderer altid hele situationen omkring dét konkrete skib. Skibsregistret tilbyder derfor også altid en tæt, bred og fleksibel dialog både før, under og efter en indflagning.

Indholdet af aktivitetsbetingelsen

Det er en betingelse, at der i tilknytning til skibet udøves økonomisk aktivitet i Danmark på mindst en af følgende måder:

  1. Skibets tekniske eller kommercielle drift varetages fra Danmark.
  2. Den enhed, som varetager driften af skibet, opfylder kravene for at være omfattet af tonnageskatteloven.
  3. Det rederi, organisation eller person, som har eller ansøgt om skibets overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift (Document of Compliance), er etableret i Danmark.
  4. Skibsregistrator kan efter et konkret skøn samlet vurdere, at en flerhed af aktiviteter og tiltag anses for at udgøre en sådan økonomisk aktivitet i Danmark, at betingelserne for registrering kan ses for opfyldt.

Skibets udenlandske ejer skal erklære og dokumentere, at en af de ovennævnte tre første betingelser i sin helhed er opfyldt. Alternativt kan det dokumenteres, at en flerhed af dele af de fire nævnte aktiviteter varetages fra Danmark. Vi vil så foretage en skønsmæssig vurdering af, om aktivitetsbetingelsen kan anses for opfyldt.

Hvis et udenlandsk ejet skib registreres i et dansk skibsregister og samtidig lejes af en dansk baseret befragter i henhold til fx et bareboat certeparti, så vil aktivitetsbetingelsens krav til økonomisk aktivitet i Danmark normalt være opfyldt. Vi vil dog i hvert enkelt tilfælde vurdere, om de aktiviteter som lejeaftalen indebærer, opfylder aktivitetsbetingelsen.

En meget brugt form for dokumentation/fremgangsmåde er, at en udenlandsk ejer indgår en 'agentur- eller managementaftale' med et dansk rederi eller management selskab. Ejeren og det pågældende selskab aftaler så præcis, hvilke aktiviteter det danske agentur skal udføre på ejerens vegne. Agenturaftaler indgås ofte, uanset at der ikke er krav om sekundær etablering for udenlandske ejere, som vil have registreret et handelsskib i dansk register.

Vi lægger ved vores vurdering af, om en eller en flerhed af aktiviteter opfylder aktivitetsbetingelsen, bl.a. vægt på:

  • At hele aktiviteten udføres i Danmark for punkt 1 og 3
  • Hvis ikke hele aktiviteten udføres i Danmark, da hvor stor en del, der varetages fra Danmark - fx hvor mange personer i Danmark, der beskæftiges ved/ er involveret i udførelsen af aktiviteten, og hvor meget ejeren betaler en dansk enhed for at udføre aktiviteten. I tilfælde med delvis udførelse af en aktivitet i Danmark, må det forventes, at der stilles krav om, at flere aktiviteter varetages fra Danmark
  • Opfyldelse af punkt 2 kan dokumenteres ved at fremlægge dokumentation for betaling af tonnageskat. Hvis man nok forventer at betale tonnageskat, men endnu ikke har betalt tonnageskat, kan der indledningsvist fx fremlægges erklæring fra en statsautoriseret revisor om, at denne vurderer, at tonnageskat er en mulighed for den udenlandske ejer. Når der så efterfølgende betales tonnageskat, må det dokumenteres over for Skibsregistret.

I situationer, hvor et udenlandsk ejet skib ønskes optaget i et dansk skibsregister er bundet i eksisterende kontrakter (fx bareboat eller timecharter med en ikke dansk enhed) vurderer Skibsregistret, om der er økonomiske aktiviteter (vedligeholdelsen af aftalerne) i Danmark vedrørende skibet af et omfang som opfylder lovgivningens krav.

Anmeldelse af ejer

Til brug for anmeldelse af udenlandske ejere bruges følgende blanketter:

Det fremgår af de enkelte blanketter, hvilke bilag der skal fremsendes sammen med anmeldelsen. Vær opmærksom på, at der altid skal indsendes dokumentation for, hvordan aktivitetsbetingelsen opfyldes. Dokumentationen består typisk af et forklarende brev eller en erklæring underskrevet af skibets ejer og den danske forbindelse, samt kopi af fx bareboatcerteparti, managementaftale eller lignende vedrørende skibet.

Se endvidere Nyoptagelse om optagelse af skib eller efter omstændighederne Ejerskifte for yderligere dokumentationskrav.

Ændring af anmeldte oplysninger

Ændringer til de anmeldte oplysninger om fx ejeren/ejerkredsen for skibet samt om den, der opfylder aktivitetsbetingelsen, skal af skibets ejer eller den, som opfylder aktivitetsbetingelsen anmeldes til Skibsregistret senest 30 dage efter ændringen er indtrådt. Skibsregistret vurderer, om betingelserne for registrering fortsat er opfyldt efter ændringerne. Afhængig af ændringens karakter kan den anmeldes på en af de nævnte anmeldelsesblanketter eller blot på e-mail. Du er altid velkommen til at kontakte Skibsregistret og spørge, hvordan en given ændring kan anmeldes.

 Kontakt

Kontakt

Skibsregistret
Skibsregistret
+45 72 19 60 00