1

Idriftsættelse af Digitalt Skibsregister

Det Digitale Skibsregister (DSRG) sættes i drift den 16. januar 2023. Samtidig træder ny lovgivning om skibsregistrering i kraft. Det drejer sig både om ændringer af søloven og nye bekendtgørelser om skibsregistrering. Der vil være én samlet bekendtgørelse om skibsregistrering for skibe med hjemsted i Danmark og en lignende bekendtgørelse for skibe med hjemsted i Grønland. Det betyder, at forskellige sølovs ændringer vedtaget gennem tiden siden 2006 som sigter mod digitalisering, nu træder i kraft. Der er også udsendt 2 nye bekendtgørelser om skibsregistrering – en for Danmark og en for Grønland. Sammenlægningen af bekendtgørelserne og opdateringen forventes at blive en lettelse for alle brugere.

Indførelsen af den digitale skibsregistrering indebærer ændringer som berører alle brugere af skibsregistrering i Danmark. Ændringerne påvirker alle anmeldelser til registrering, som anmeldes efter den 15. januar 2023. Alle anmeldelser, som sker fra og med den 16. januar 2023, skal således enten ske digitalt med MitID i DSRG, medmindre de som skal underskrive det digitale dokument ikke kan få MitID, eller der er tale om en anmeldelse, som er undtaget fra kravet om digital anmeldelse, se herom nedenfor.

Alle anmeldelser, som sker fra og med den 16. januar 2023, vil få anmeldelsestidspunkt på klokkeslæt. Alle anmeldelser sket før den 16. januar 2023 beholder det anmeldelsestidspunkt, som dokumentet har fået ved modtagelsen i Skibsregistret og disse anmeldelser vil blive gennemført manuelt af Skibsregistrets medarbejdere.

Anmeldelser i DSRG skal foretages digitalt via Selvbetjeningsløsningen, medmindre andet fremgår af søloven eller denne bekendtgørelse, jf. § 7, stk. 2, § 17 og § 18, stk. 4.

Stk. 2. Kravet om digital anmeldelse ved brug af Selvbetjeningsløsningen gælder ikke, hvis en af parterne, der skal underskrive anmeldelsen, ikke kan få en digital signatur. I de situationer kan anmeldelse og originalt underskrevet dokument til registrering i DSRG ske på grundlag af papirdokumenter, jf. stk. 3.

Stk. 3. Anmeldelser, der indgives på papir, skal indeholde tilsvarende oplysninger og dokumentation, som kræves ved digitale anmeldelser, samt opfylde de betingelser der følger af bekendtgørelsens kapitel 7.

Stk. 4. Anmeldelser indleveret på papir registreres digitalt af skibsregistrator i DSRG. Originale indleverede fysiske dokumenter, der indeholder en rettighed til registrering, returneres til anmelder med påtegning om at dokumentet er registreret digitalt. Når rettigheden er digitalt registreret i DSRG, har det fysiske dokument ikke selvstændig retsvirkning i relation til DSRG.

Stk. 5. Dokumenter, som ikke skal registreres, men som dog skal fremlægges til brug for en anmeldelse som dokumentation, kan uploades i forbindelse med anmeldelsen. Såfremt der er krav om, at det pågældende dokument skal fremlægges i original, skal det eftersendes.

Se introduktionsvideoen herunder, som giver en rundvisning i Digitalt Skibsregister.

2

Registrering af pantebreve og dematerialisering af disse

Med overgangen til Digitalt Skibsregister (DSRG) vil al registrering af panterettigheder og registrering af ændringer til allerede registrerede panterettigheder indebære, at den digitale registrering er bærer af rettigheden. Der vil således på sigt ikke længere eksistere fysiske pantedokumenter, som er registreret i skibsregistret. Det betyder også, at det bliver muligt at registrere underpant i digitale ejerpantebreve med sikkerhed i skibe. Opmærksomheden henledes på, at for digitale pantedokumenter afløses sikringsakten ”ihændehavelse” af den digitale registrering.

Anmeldelse af nye panterettigheder efter overgangen til DSRG.

Anmeldelse af nye panterettigheder og ændringer til registrerede pantedokumenter skal ske i DSRG med digital signatur.

Du anmelder et pant i DSRG ved at fremsøge, det skib du ønsker at anmelde pant i.

Du kan tilgå DSRG her

Der er udarbejdet en række vejledninger, der nøje forklarer hvordan man kan registrere panterettigheder, ændre og udslette disse. Disse vil blive lagt op her på siden inden idriftsættelsen.

Kravet om digital anmeldelse og underskrift fra udsteder kan kun fraviges, hvis udsteder af dokumentet ikke kan få den nødvendige digitale signatur. Foreløbig accepteres kun signatur med MitID.

Det er muligt at give fuldmagt til en anden, som på vegne af udsteder med sit MitID kan gennemføre anmeldelsen i Selvbetjeningsløsningen, og som kan underskrive anmodning om at registrering sker.

Anmeldelse af ændringer, som modtages af Skibsregistret efter overgangen til DSRG, herunder udslettelse til pantedokumenter, som er registreret på grundlag af et fysisk dokument, skal anmeldes som hidtil med en allonge fasthæftet på det originale, fysiske dokument. Skibsregistret dematerialiserer ved registreringen af allongen, både den anmeldte allonge og det øvrige pantedokument.

Hvis du på et tidspunkt skal bruge et fysisk dokument, som bevis for en digital panterettigheds beståen, kan du via DSRG betale, fx med dankort, for en udskrift af det aktuelt registrerede pantedokument. Prisen er som hidtil 150 kr. for en udskrift. Udskriften er et digitalt verificerbart dokument, som digitalt kan sendes til apostillering hos Udenrigsministeriet, hvis det er nødvendigt.

Ejerpantebreve og underpant

Med overgangen til DSRG er det muligt at registrere underpant i digitale og dematerialiserede digitale ejerpantebreve.

Anmeldelse af underpant, ændring af underpant og udslettelse af underpant sker i selvbetjeningsløsningen i det dokument, underpantet skal registreres i. Der er udarbejdet en vejledning, der nøje forklarer hvordan man kan registrere, ændre og udslette underpant. Disse vil blive lagt op her på siden inden idriftsættelsen.

Hvis du vil registrere underpant i et ejerpantebrev registreret i skibsregistret før overgangen til DSRG, og ejerpantebrevet ikke er dematerialiseret, skal det originale ejerpantebrev påhæftes en allonge påtegning med oplysning om anmelders: navn og adresse, samt om stiftelse af underpant med angivelse af beløb, valuta og med oplysning om underpanthavers navn og adresse. Samtidig med registreringen af underpantet dematerialiseres det fysiske dokument. Efter registrering returneres det dematerialiserede og registrerede ejerpantebrev med allonger til underpanthaver anmeldes til Skibsregistret.

Modsat pantebreve og skadesløsbreve skal originale, fysiske ejerpantebreve registreret før overgangen til digital skibsregistrering indsendes til dematerialisering i skibsregistret senest 5 år efter overgangen til digital skibsregistrering. Hvis dokumentet ikke er indsendt til skibsregistret til dematerialisering inden fristens udløb, vil skibsregistret selv dematerialisere dokumentet. Derefter er dokumentet et digitalt, registreret ejerpantebrev. Det gælder også hvis dematerialiseringen ikke fremgår af det fysiske dokument. Det fysiske dokument er ikke længere bærer af de rettigheder, som følger af registrering i skibsregistret, det er derimod det digitale pantedokument.

3

Automatisk genererede havnekendingsnumre

Efter overgangen til Digitalt Skibsregister (DSRG) gives alle fiskeskibe automatisk et havnekendingsnummer ved anmeldelsen i DSRG hvilket har været gældende siden DSRG blev taget i anvendelse i intern drift i oktober 2021.

Det er dog muligt, i beskedfeltet sidst i den digitale anmeldelse, at skrive at du gerne vil have et bestemt havnekendingsnummer, som passer til skibets hjemsted. Du kan dog kun få det pågældende nummer, hvis det ikke allerede er i brug. Du kan selv undersøge om det nummer, du gerne vil have, ikke er i brug. Det gør du ved at gå ind på skibsbladet og fremsøger skib på grundlag af oplysning om havnekendingsnummeret, du gerne vil have. Hvis intet skib vises efter søgning, betyder det, at havnekendingsnummeret er ledigt på søgetidspunktet, men er ikke en garanti for det også er ledigt når registrering sker. Brugen af beskedfeltet indebærer, at den digitale anmeldelse behandles manuelt og således at registrering må påregnes, at tage længere tid.

Hvis du fx sælger et fiske skib og samtidig køber et nyt, kan du gøre registreringen af salget af fiskeskibet betinget af, at registreringen af dit nye skib, samt at havnekendingsnummeret fra det gamle skib overføres til det nye. Her skal du igen være opmærksom på, at individuelle bemærkninger indebærer, at registreringen af dit nye skib, samt overdragelsen af det gamle skib vil blive behandlet manuelt og registreringen af begge anmeldelser må påregnes, at tage længere tid.

4

Anmeldelser, der kun kan foretages manuelt

Der er enkelte anmeldelser, som kun kan ske uden om Digitalt Skibsregister (DSRG). Det drejer sig om:

  1. Anmeldelse af hyppige registerskift, der som hidtil skal anmeldes på en S 22 blanket. Blanketten kan fortsat underskrives med MitID og findes også på Søfartsstyrelsens hjemmeside under blanketter. En sådan anmeldelse behandles manuelt.
  2. Anmeldelse om, at et skib, som er anmeldelses/registreringspligtigt skib, jf. Søloven § 10, stk. 3, vil blive registreret i et ikke-dansk register, jf. Søloven § 17, stk. 5. Dette skal anmeldes til Skibsregistret på ”Erklæring om dansk ejers registrering af skib under fremmed flag”. Blanketten kan fortsat underskrives med MitID og findes også på Søfartsstyrelsens hjemmeside under blanketter. En sådan anmeldelse behandles manuelt.

 

 

5

Hvilke digitale underskrifter kan anvendes i DSRG, selvbetjeningsløsningen?

Det er kun muligt at signere med MitID i DSRG, da det er den eneste underskriftsform som DSRG accepterer. Dog således, at det også er muligt at underskrive med Nem-ID, så længe dette udbydes.

Informationen her vil løbende blive opdateret.

6

Hvilke af mine digitale anmeldelser i DSRG, Selvbetjeningsløsningen kan jeg forvente bliver registreret automatisk (straks)?

Skibsregistrator har valgt indledningsvist af sikkerhedsmæssige hensyn ikke at tillade automatisk registrering af nogen anmeldelser. Forventningen er, at der i løbet af kort tid vil blive åbnet for automatisk registrering, når Skibsregistrator erfaringsmæssigt kan vurdere automatisk registrering som mulig. Indtil da, vil registrering af alle digitale anmeldelser ske som manuelle registreringer foretaget af Skibsregistret.

Informationen her vil blive opdateret i takt med, at forskellige anmeldelsestyper frigives til automatisk registrering.