Nye regler på søfartsområdet træder i kraft 1. januar

17-12-2025

En række nye og ændrede bekendtgørelser på søfartsområdet træder i kraft pr. 1. januar 2026. Ændringerne spænder fra gebyrfastsættelser og administrative justeringer til nye krav om arbejdsmiljø, brandsikring og sikkerhed til søs. Søfartsstyrelsen har samlet et overblik over de væsentligste ændringer.

Bekendtgørelse af forretningsorden for Skibsfartsnævnet nr. 1293 af 12/11/2025

Efter lov nr. 1432 af 21. december 2005 om overtagelse af brugsretten til danske skibe nedsætter erhvervsministeren et skibsfartsnævn og fastsætter forretningsordenen for Skibsfartsnævnet. Skibsfartsnævnet blev i sin nuværende sammensætning udnævnt af ministeren pr. 1. april 2025. Nævnsmedlemmerne er udpeget for 4 år. Der er foretaget en sproglig og lovteknisk opdatering af forretningsordenen for Skibsfartsnævnet.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om forsikring eller anden garanti til dækning af det privatretlige ansvar for olieskader fra skibe (CLC) nr. 1391 af 24/11/2025

Gebyrsats på 645 kr. for udstedelse af CLC-certifikat er indsat i bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Tidligere fremgik gebyrsatsen af Søfartsstyrelsens hjemmeside.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om certifikater til bekræftelse af forsikring eller anden garanti til dækning af det civilretlige ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkersolie fra skibe nr. 1270 af 29/10/2025

Gebyrsats på 300 kr. for udstedelse af bunkerscertifikat er indsat i bekendtgørelsens § 8. Tidligere fremgik gebyrsatsen af Søfartsstyrelsens hjemmeside.

(Kilde: Forhyring Høringsbrev)

Bekendtgørelse om betaling for syn af skibe i Grønland nr. 1292 af 04/11/2025

Gebyrsats på 100 kr. for rykker ved manglende betaling er indsat i bekendtgørelsens § 5. Gebyrsats på 1.880 kr. per time for syn og sagsbehandling er indsat i bekendtgørelsens § 6. Tidligere fremgik gebyrsatserne af Søfartsstyrelsens hjemmeside.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om ændring for Grønland om registrering af skibe, herunder bareboat-registrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen af skibe med hjemsted i Grønland nr. 1301 af 12/11/2025

Gebyrsats på 150 kr. for skibsregistrators udlevering af kopi af diverse dokumenter er indsat i bekendtgørelsens § 64, stk. 3. Tidligere fremgik gebyrsatsen af Søfartsstyrelsens hjemmeside.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Arbejdsmiljøtjeneste (kapitel 12 B i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen A, teknisk forskrift om arbejdsmiljø i skibe) nr. 1369 af 24/11/2025

  • Kapitel 12 B om Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Arbejdsmiljøtjeneste fra Meddelelser fra Søfartsstyrelsen A, teknisk forskrift om arbejdsmiljø i skibe udskilles som en del af arbejdet med at opsplitte bekendtgørelsen og udstedes som en selvstændig bekendtgørelse.
  • Der er desuden foretaget lovteknisk opdatering af bekendtgørelsen.

(Kilde. Høringsportalen)

Bekendtgørelse om opretholdelse af besætningsdata i handels- og fiskeskibe nr. 1379 af 27/11/2025

Fiskeskibe over 45 m, som indberetter besætningsdata til SafeSeaNet, fritages fremadrettet for kravet om at indberette de samme data til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd efter bekendtgørelse om opretholdelse af besætningsdata i handels- og fiskeskibe. Formålet er at undgå dobbeltindberetning af samme oplysninger.

(Kilde. Høringsportalen)

Bekendtgørelse om opholdsrum og fritidsfaciliteter i handelsskibe nr. 1396 af 25/11/2025

I MLC’s bestemmelse om indkvartering og fritidsfaciliteter er "sociale for-bindelser" blevet tilføjet som en af de ydelser, der skal være tilgængelige om bord for de søfarende. Gennemførelsen af denne MLC-ændring sker ved en justering af bekendtgørelsens § 35, som allerede indeholder krav om adgang til internettet. så det præciseres, at der skal være adgang til sociale forbindelser. Ved sociale forbindelser forstås adgang til tjenester som f.eks. Facebook og Messenger. Det fremgår af vejledningen til MLC, at rederierne kan opkræve rimelige gebyrer for adgangen.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om forsikringscertifikater som bevis for dækning af søretlige krav nr. 1372 af 25/11/2025

MLC-ændringen justerer et krav i to bilag, hvor "navn på rederen" ændres til "navn på rederen eller den registrerede ejer, såfremt denne ikke er rederen." Gennemførelsen af denne ændring foretages ved en mindre tilpasning af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, om de oplysninger, der skal fremgå af det forsikringscertifikat, som et skib skal have.

(Kilde. Høringsportalen)

Bekendtgørelse om krav til prøver og erhvervelse af beviser for fritidssejlere samt til udbydere af prøver m.v. nr. 1441 af 25/11/2025

I bekendtgørelsen er der foretaget en justering af satsen for dueligheds-, speedbåds- og vandscooterbeviser og SRC-beviser, således at det beløb som opkræves, stemmer overens med Søfartsstyrelsens faktiske udgifter. Satsen for dueligheds-, speedbåds- og vandscooterbeviser hæves fra 75 kr. til 290 kr. Satsen for SRC-beviser hæves fra 180 kr. til 290 kr. Tidligere fremgik gebyrsatserne af Søfartsstyrelsens hjemmeside. Der er endvidere foretaget lovtekniske justeringer.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om fritidsfartøjer og personlige fartøjer nr. 1548 af 03/12/2025

I § 27 indsættes en ny stk. 8, som giver hjemmel til, at opgaven med tildeling af fabrikantkoder til fabrikanter af fritidsfartøjer overdrages fra Søfartsstyrelsen til Erhvervsstyrelsen. Bekendtgørelsen indfører således ikke nye krav. Bekendtgørelsen indarbejder desuden to ændringsbekendtgørelser fra henholdsvis 2018 og 2021 (BEK nr. 1290 af 20/11/2018 Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fritidsfartøjer og personlige fartøjer samt BEK nr. 875 af 11/05/2021 Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fritidsfartøjer og personlige fartøjer).

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø til søs i handelsskibe (Arbejdsmiljø til søs) nr. 1517 af 03/12/2025

På baggrund af Erhvervsministeriets undersøgelse af chikane og mobning i den danske handelsflåde er der foretaget et serviceeftersyn af reglerne for psykisk arbejdsmiljø til søs. Samtidig er der i International Labour Organization (ILO) vedtaget nye krav til Maritime Labour Convention (MLC), herunder om at forebygge og bekæmpe vold og chikane om bord. På baggrund af serviceeftersynet og som en del af implementeringen af de nye MLC-krav er bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø til søs udarbejdet. Bekendtgørelsens indhold er en udmøntning af drøftelser med det maritime erhvervs parter.

(Kilde: Høringsportalen)

Bekendtgørelse om skibes bygning og udstyr m.v., gennemførelse af den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) 1974 nr. 1582 af 02/12/2025

Til kapitel II-1 Konstruktion – bygning, inddeling og stabilitet, maskineri og elektriske anlæg

Der indføres nye regler om nødbugseringsarrangementer på andre skibe end tankskibe med en bruttotonnage større end 20.000 BT. Reglerne gælder for skibe bygget på eller efter 1. januar 2028 og medtages nu for at give erhvervet tid til at indrette sig på de nye krav. Herudover indføres nye regler for løfteudstyr, løftegrej og ankerspil, der installeres efter 1. januar 2026. Dette inkluderer blandt andet krav om permanent mærkning med Safe Working Load (SWL), belastningstest og en grundig undersøgelse før ibrugtagning, samt at de er designet, konstrueret og installeret i overensstemmelse med et anerkendt klassifikationsselskabs regler eller efter standarder, der sikrer et tilsvarende sikkerhedsniveau. Løfteudstyr og ankerhåndteringsspil installeret før 1. januar 2026 skal testes og gennemgå en grundig undersøgelse baseret på IMOs vejledninger, ikke senere end første fornyelsessyn efter 1. januar 2026.

Til kapitel II-2, Konstruktion - brandsikring, opdagelse og slukning af brand

Der indføres nye regler om, at skibe, der medfører olie som brændstof, før de bunkrer, skal modtage en erklæring fra bunkerleverandøren om, at brændstoffet overholder krav til blandt andet flammepunkt samt angivelse af de testmetoder, der er anvendt ved bestemmelsen af flammepunktet. Herudover følger krav om tilsyn og håndhævelse over for bunkerleverandører, som ikke overholder dette krav. Brug og opbevaring af brandslukningsmidler indeholdende perfluoroktansulfonsyre (PFOS) forbydes på skibe konstrueret på eller efter 1. januar 2026.

Endvidere indføres nye brandbeskyttelseskrav til lastskibe, herunder om beskyttelse af særligt kontrolrum samt øget krav til brandbeskyttelse af vogndæksrum, speciallastrum, åbne og lukkede ro-ro rum samt vejrdæk tiltænkt transport af køretøjer. I tillæg dertil gælder nye krav om videoovervågning, øgede krav til konstruktiv brandsikring og åbninger i skibet samt brandslukningssystemer på vejrdæk.

Til kapitel V, Sikkerhed for sejladsen

Der indføres nye krav til containerskibe og bulkskibe over 3000 BT om, at de skal medføre elektroniske inklinometre eller lignende udstyr for at kunne bestemme, vise og registrere skibets rullebevægelser. Herudover indføres krav om rapportering af tab af containere eller ved observering af drivende containere til søs. For at gøre titlen på kapitlet mere sigende og mere i tråd med moderne formuleringer ændres den fra sejladsens betryggelse til sikkerhed for sejladsen.

Til kapitel XIV, Sikkerhedsforanstaltninger for skibe i polare farvande

Dele af Polarkoden udvides til også at gælde for fiskeskibe over 24 meter i længde, fritidsskibe med bruttotonnage over 300 BT, som ikke anvendes til erhvervssejlads og lastskibe med en bruttotonnage på 300 BT, men under 500 BT.

(Kilde: Høringsportalen)

Kontakt

Maritim regulering og jura