Den 18. juli 2025 blev der vedtaget ændringer til blandt andet EU-Rådets forordning 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, samt EU-Rådets forordning 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.
Med ændringerne er 105 nye skibe blevet designeret under bilag XLII til artikel 3s i EU-Rådets forordning 833/2014.
Den samlede liste over EU-designerede skibe kan findes her
Derudover er olieprisloftet nedsat fra 60 USD til 47,6 USD pr. tønde råolie og tilsvarende for øvrige olieprodukter, jf. artikel 3n i forordning 833/2014. Loftet vil fremover blive opdateret hver sjette måned.
Samtidig indføres der forbud mod import og overførsel af olieprodukter fremstillet af russisk råolie, når disse indføres i EU, medmindre importen sker fra specifikt angivne partnerlande, jf. artikel 3ma og bilag LI.
Der er desuden indført et direkte og indirekte transaktionsforbud relateret til Nord Stream 1- og 2-infrastrukturen. Flere skibsredere, maritime virksomheder og raffinaderier i tredjelande er blevet designeret med forbud mod tilrådighedsstillelse af økonomiske ressourcer under forordning 269/2014.
De fleste sanktionsregimer justeres løbende, og vi opfordrer derfor til, at man følger ændringerne nøje. En samlet oversigt over de gældende EU-sanktioner findes på sanctionsmap.eu.
Søfartsstyrelsen vil i videst muligt omfang informere om de gældende forhold på sfs.dk/sanktioner.
Det er virksomhedernes eget ansvar at sikre, at gældende sanktioner overholdes og eventuelt søge juridisk bistand. Ved spørgsmål til de maritime sanktioner er man velkommen til at kontakte os på sanktioner@dma.dk.