Styrket beskyttelse af søfarende: ILO vedtager vigtige ændringer

06-06-2025

ILO’s Arbejdskonference har netop formelt vedtaget de ændringer til Konventionen om søfarendes arbejdsforhold (MLC), som blev forhandlet af den særlige trepartskomité i april.

En af de væsentligste ændringer handler om at forebygge og bekæmpe vold og chikane om bord – herunder seksuel chikane, mobning og overgreb. Medlemsstaterne skal sikre klare regler, politikker og rapporteringsmuligheder, der beskytter alle om bord.

Derudover forpligtes medlemsstaterne til at facilitere søfarendes hjemsendelse uden diskrimination og uanset skibets flagstat.

Reglerne om landlov er blevet justeret, så landlov i henhold til IMO’s regler (Convention on Facilitation of International Maritime Traffic, FAL) nu også opfylder kravene i MLC. Det skal gøre det nemmere for søfarende at få adgang til landlov.

Medlemsstaterne opfordres samtidig til at anerkende søfarende som nøglearbejdere og sikre deres frie bevægelighed under kriser – herunder adgang til landlov, hjemsendelse og lægehjælp i krisesituationer.

Rettigheder i forbindelse med hjemsendelse – som ophold, mad og transport af bagage – bliver nu bindende.

Endelig skal sygdomsbehandlere om bord fremover være uddannet efter den nyeste internationale vejledning for søfarende og fiskere.

Søfartsstyrelsen har støttet ændringerne og arbejder allerede på at implementere dem, hvor det er nødvendigt, inden de træder i kraft i december 2027.

Kontakt

Søfartsstyrelsen