ShippingLab igangsætter ny EU-indsats: Skal styrke dansk deltagelse i internationale maritime innovationsprojekter

28-06-2025

Det Blå Danmark har en stærk international position – både teknologisk og kommercielt. Men hvis Danmark fortsat skal være en drivkraft i den grønne og digitale omstilling af den globale skibsfart, bør det i højere grad afspejles i de maritime innovationsaktiviteter på tværs af Europa.

Med støtte fra Den Danske Maritime Fond lancerer ShippingLab nu en ny EU-indsats, der skal gøre det lettere for danske maritime aktører at deltage i tværnationale forsknings- og udviklingsprojekter. Indsatsen adresserer et centralt behov, som Vækstteamet for Det Blå Danmark fremhævede i sin afrapportering fra foråret: at hjemtaget af EU-midler skal styrkes, og at Danmarks rolle i internationale partnerskaber skal opprioriteres.

Initiativet gennemføres i tæt samarbejde med Danske Maritime, Danske Rederier og Søfartsstyrelsen, og målet er klart: en mere koordineret og samlende indsats, der styrker Det Blå Danmark – og hvor den enkelte virksomhed eller organisation ikke behøver at stå alene med at finde vej ind i komplekse EU-programmer.

”Vi har et stærkt fællesskab i Det Blå Danmark, og med ShippingLab som platform har vi mulighed for at stå stærkere sammen. Indsatsen handler om at gøre danske maritime aktører mere synlige som relevante partnere i det europæiske innovationslandskab – og om at åbne dørene til EU-samarbejder for endnu flere danske maritime virksomheder,” siger Morten Vejlgaard-Laursen, formand for ShippingLab.

EU-projekter bliver ofte opfattet som noget, der er svært tilgængeligt – og som kræver mere, end mange, især mindre, virksomheder har ressourcer til. Det vil initiativet gøre op med.

”Vi kan ikke ændre vilkårene i Bruxelles, men vi kan gøre mulighederne mere tilgængelige herhjemme,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime. ”Danmark skal ikke stå på sidelinjen, når fremtidens maritime løsninger udvikles i europæiske partnerskaber, og jeg ser frem til, at vi med denne indsats kan være med til at bane vejen for endnu flere EU-innovationsprojekter med dansk deltagelse.”

Fra vicedirektør i Søfartsstyrelsen Rikke Wetter Olufsen lyder det: ”Det er et vigtigt tiltag i forlængelse af Vækstteamet for det Blå Danmarks anbefaling om at iværksætte en indsats for at øge hjemtaget af maritime EU-midler i et tæt samarbejde mellem myndigheder og erhvervet.”

Projektet er treårigt og omfatter blandt andet strategisk matchmaking, opbygning af en fælles kanal for international projektudvikling, scouting af EU-opslag samt støtte til konsortiedannelse og ansøgninger. ShippingLab skal samtidig fungere som bindeled mellem danske aktører og de fora og netværk, hvor fremtidens maritime innovationsdagsorden formes.

For yderligere information om projektet, kontakt:

Magnus Gary, projektdirektør i ShippingLab
Tlf.: 40 95 07 14
Mail: mg@shippinglab.dk

Kontakt

Søfartsstyrelsen