Søfartsstyrelsen stod i spidsen for en delegation af nationale eksperter fra Forsvaret, Geodatastyrelsen, Beredskabsstyrelsen samt repræsentanter fra Danske Rederier og SIMAC.
Dagsordenen var både bred og teknisk med emner som udvikling af supplerende systemer til mere præcis GNSS-positionering, ændringer til SOLAS-konventionens kapitler IV og V, færdiggørelse af performance standards og retningslinjer for VDES, videreudvikling af ECDIS S-100-produkter samt opdaterede retningslinjer for brugen af elektroniske nautiske publikationer og vedligehold af software.
Under mødet tilsluttede underkomitéen sig desuden et forslag fra EU, Intertanko m.fl. om at ændre resolutionerne for skibsmeldesystemerne i Øresund (SOUNDREP) og Storebælt (BELTREP). Hvis forslaget endeligt vedtages af IMO’s Sikkerhedskomité næste år, vil kravene til skibe, der sejler gennem disse områder, blive udvidet til også at omfatte forsikringscertifikater – herunder CLC-certifikatet, som dækker ansvar for olieforurening ved transport af olie.