I kraft af det danske EU-formandskab har Søfartsstyrelsen på vegne af EU oversendt 28 ændringsforslag til FN’s Søfartsorganisation (IMO) som led i den kommende revision af STCW-konventionen – det internationale grundlag for uddannelse og træning af søfarende. Det er en vigtig milepæl for arbejdet med revision af de internationale rammer for de maritime uddannelser. Papirerne vil udgøre en vigtig del af grundlaget for drøftelserne på næste møde i IMO’s underkomité for uddannelse og træning.
Forslagene dækker blandt andet:
- nye uddannelseskrav, der styrker det psykiske arbejdsmiljø
- øgede muligheder for at anvende moderne teknologi, herunder simulatorer, i kompetenceopnåelse
- styrkelse af kompetencer inden for alternative brændstoffer som del af den grønne omstilling
- en generel modernisering af de maritime uddannelser, herunder uddannelser til styrmand og maskinmester.
Malene Loftager Mundt, kontorchef i Maritim Regulering og Jura, ser store muligheder for det fremtidige arbejde:
Revisionen af STCW-konventionen og fremtidssikringen af de maritime uddannelser er et højt prioriteret område for Søfartsstyrelsen. Det er afgørende for fremtidens skibsfart og for Det Blå Danmark, at uddannelserne afspejler de behov, branchen står over for. Vi har nu et rigtigt stærkt grundlag for det videre arbejde i IMO, og vi er stolte af, at det lykkedes at lande en enighed på tværs af hele EU om dette.
Mødet i IMO finder sted i februar 2026.