Dataarbejde satte dagsordenen ved første Rådsmøde i Søfartsstyrelsens nye domicil

14-11-2025

I Søfartsstyrelsens nye domicil debatterede rådsmedlemmerne data og søsikkerhed ved efterårets møde i Søsportens Sikkerhedsråd.

Når data bruges rigtigt, kan det føre til forandring og forbedring.

 

Ved efterårets rådsmøde i Søsportens Sikkerhedsråd var netop data temaet for arbejdet med sikkerhed til søs. Derfor var Den Maritime Havarikommission inviteret til at holde oplæg om, hvordan de bruger data i forbindelse med hændelser til søs.

 

På baggrund af oplægget var der lagt op til dialog med rådsmedlemmerne.

 

"Det er essentielt, at vi på et databaseret grundlag kan målrette vores indsatser og bidrage til at folk tænker over sikkerheden, når de skal på havet. Derfor er det meget inspirerende at være en del af en dialog med vores rådsmedlemmer, når de med både faglig viden og nysgerrighed byder ind i samtalen", siger Rasmus Høy Thomsen, som er formand for Søsportens Sikkerhedsråd.

 

Rådsmødet begyndte med et kort oplæg fra alle medlemmer om, hvordan deres organisation arbejder med sikkerhed til søs. Den viden og forståelse for hinanden danner grobund for, at medlemmerne også sammen kan samarbejde om sikkerheden på tværs af organisationer.

 
"Rådet rykker sig hele tiden i en retning, hvor den voksende dialog åbner nye muligheder for samarbejde mellem rådsmedlemmer og afføder idéer til arbejdet med sikkerhed til søs. Vi er meget taknemmelige over, at medlemmerne bidrager til det arbejde – både med os og hinanden", afslutter Rasmus Høy Thomsen.

 

Dansk Førstehjælpsråd og Kystredningstjenesten var med for første gang. Og ved første rådsmøde i 2026 kan Søsportens Sikkerhedsråd byde velkommen til endnu et nyt medlem: Forsvarets Center for Operativ Oceanografi blev nemlig enstemmigt optaget torsdag eftermiddag i Korsør.

Kontakt

Søfartsstyrelsen