Den 16. september blev den 12. udgave af de årlige Sino-Danish Shipping Consultations afholdt med Kinas Ministry of Transport. På mødet blev udviklingen i den internationale skibsfart drøftet, herunder behovet for åbne markeder og lige konkurrencevilkår for at sikre de globale forsyningskæder. Begge parter understregede desuden, at vejen mod en klimaneutral skibsfart går gennem global regulering i IMO, og at Danmark og Kina vil arbejde tæt sammen for at sikre et flertal for klimaaftalen ved MEPC-mødet i oktober.
Den 17. september fulgte det årlige direktørmøde med China Maritime Safety Administration (MSA). Her blev det flerårige samarbejde mellem de to myndigheder styrket gennem underskrivelsen af en ny MoU om maritimt samarbejde. På samme møde indgik Den Maritime Havarikommission en aftale med MSA om samarbejde om undersøgelser af maritime ulykker. For at adressere det stigende problem med skyggeflåde i den globale maritime sektor blev begge sider enige om at samarbejde, herunder udveksle informationer om tankere med sikkerhedsudfordringer og falske registreringer.
Både Kina og Danmark er blandt verdens største maritime nationer, og med møderne i Beijing er begge lande fokuserede på at fortsætte samarbejdet mod en sikker, velstående og bæredygtig fremtid for den maritime sektor.