Nu bliver det lettere for dig at forny sønæringsbeviser

19-02-2026

Vi ændrer nu kravene til fartstid ved fornyelse af sønæringsbeviser, så det bliver nemmere for dig at vedligeholde dine rettigheder.

Formålet er at give dig mere fleksible rammer, så du ikke mister dine beviser, selvom du sejler i mindre skibe. Det skulle gerne give dig mulighed for at skifte mellem skibssegmenter, som passer ind i din karriere og dit sted i livet.

"Vi håber, at tiltaget gør, at flere vil vælge en karriere til søs. Vi ved, at mange søfarende gerne vil være lidt tættere på familien eller under hjemlige himmelstrøg i en periode, men er bange for, at de mister deres beviser, hvis de for eksempel sejler på en mindre færge. Derfor sikrer vi nu, at de kan bibeholde deres beviser," siger tidligere søfarende, Jan Frølgaard, der nu er besætningskonsulent i Søfartsstyrelsen.

Med den nye simplificerede model bliver det tydligere, hvad der vurderes som kvalificerende fartstid, så sønæringsbeviser kan fornyes, uanset om du eksempelvis har sejlet i mindre skibe, end der hidtil har været krævet, for at kunne vedligeholde de store beviser.

Styrker mobiliteten og fastholdelse i den maritime branche

Ændringen understøtter mobiliteten i branchen og samtidig forbedres rederiernes muligheder for rekruttering og fastholdelse især i segmentet for mindre skibe.

Søfartsstyrelsen indfører tiltaget efter høring af redernes og de søfarendes organisationer, der alle er enige i vores vurdering af, at ændringen ikke kompromitterer sikkerheden, som kendetegner dansk kvalitetsskibsfart.

Se mere

På vores hjemmeside har vi lavet en visuel vejledning om den nye model og betydningen for dig som søfarende og rederi. 

Kontakt

Søfartsstyrelsen