Smidigere indberetning til HNS-fonden: Nyt system testet i Norden

06-02-2026

IOPC har netop afholdt en fælles nordisk workshop om det nye onlinesystem til indberetning af HNS-bidragsydere til den kommende HNS-Fond.

Når ingen tjekker deres mobiltelefoner undervejs i en workshop, så ved man, at emnet er interessant!

Og mobiltelefonerne forblev i lommerne. De nordiske lande var nemlig de første til at afprøve og give feedback på det nye IT-system, der skal anvendes, når HNS-konventionen træder i kraft. Deltagerne på workshoppen var embedsfolk fra henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og Finland.

IT-systemet skal bruges til indberetning af de virksomheder, der skal betale bidrag til den kommende HNS-fond samt deres mængder af importeret HNS ad søvejen i det foregående år. Det er tanken, at systemet også skal udvides til at dække de årlige indberetninger af importører og mængder af bidragspligtig olie under 1992-fondskonventionen.

Systemet vil administrativt set gøre livet nemmere for både medlemslande og importører.

IT-systemet blev præsenteret af HNS Project Officer Gillian Grant, IT Officer Stuart Colman og Policy Officer Yuji Okugawa fra IOPC Funds Secretariat. Søfartsstyrelsen og Danske Rederier var værter for workshoppen, som blev afholdt hos Danske Rederier den 5. februar 2025.

Hvornår træder HNS-Konventionen i kraft?

Konventionen er endnu ikke trådt i kraft – men ikrafttrædelsen nærmer sig hastigt.

Danmark og Norge har længe været medlemsstater til HNS-konventionen, og Sverige, Tyskland, Holland, Belgien og Finland har meddelt officielt, at de vil ratificere konventionen i 2026. Disse ratifikationer vil medføre, at konventionen træder i kraft i efteråret 2027, hvor IT-systemet således også skal være afprøvet og klart, da HNS-fonden dermed bliver aktiv.

Med ikrafttrædelsen vil alle skibe, uanset flag, der lægger til i dansk havn, i øvrigt være forpligtet til at have en HNS forsikring og et konventionscertifikat, der bekræfter dette.

Øvrige medlemsstater er Canada, Frankrig, Tyrkiet, Slovakiet, Estland og Sydafrika.

Kontakt

Søfartsstyrelsen

Om HNS-Konventionen

HNS-stoffer er en række potentielt farlige og skadelige stoffer.

Hændelser til søs i forbindelse med søtransport af farlige og forurenende stoffer kan udløse forurening, der skal ryddes op, og skader, der skal erstattes. HNS-konventionen er vedtaget for at sikre, at netop dette er muligt.

Efter konventionen skal skibets ejer tegne forsikring for blandt andet forureningsskader op til en vis grænse (mellem 10 og 100 mio. SDR (ca. 91 – 910 mio. DKK).

Hvis en skade overstiger den grænse, vil HNS-fonden kompensere for det resterende beløb til udbedring af skaden op til en grænse på 250 mio. SDR (ca. 2,2 mia. DKK).

HNS-fonden finansieres af bidrag fra de selskaber, som modtager HNS ad søvejen, og bidragene beregnes på baggrund af de importerede mængder. Alle medlemsstater til konventionen skal derfor årligt indberette oplysninger til HNS-Fonden om, hvilke virksomheder, der har importeret HNS ad søvejen året før og i hvilke mængder.