Dansk skibsfart blandt de bedste på international hvidliste

07-07-2026

Dansk skibsfart er fortsat i toppen, når det gælder sikkerhed og kvalitet. Det viser de nyeste præstationslister fra Paris MoU og det amerikanske kvalitetsprogram Qualship 21, hvor Danmark igen er repræsenteret.

I den netop offentliggjorte hvidliste fra Paris MoU indtager Danmark igen en placering i top. Hvidlisten rangerer flagstater ud fra deres skibes præstationer ved havnestatskontroller. Kun tre flagstater opnår en højere placering end Danmark.

Samtidig har den amerikanske kystvagt (US Coast Guard) meddelt, at Danmark er godkendt til endnu et år i det eksklusive Qualship 21-program. Det er kun et fåtal af verdens flagstater, som opnår denne status. Godkendelsen bygger på, at danske skibe gennem længere tid har vist stærke resultater i de amerikanske havnestatskontroller – med få eller ingen tilbageholdelser.

Dansk skibsfart er kendetegnet ved kvalitet og sikkerhed. At Danmark igen i 2026 befinder sig blandt de førende nationer på Paris MoU’s hvidliste er resultatet af et tæt samarbejde mellem rederier, besætninger og myndigheder, og det viser, at vores indsats for at opretholde høje standarder for sikkerhed, miljøbeskyttelse og de søfarendes forhold bærer frugt, siger Martin Hvid John, synschef i Søfartsstyrelsen.

Find Paris MoU's præstationslister her.

Læs mere om USCG Qualship 21-programmet her.

Kontaktperson for yderligere

Martin Hvid John, Synschef.

 

 

 

 

Kontakt

Søfartsstyrelsen

Fakta

Paris Mou er en sammenslutning af 27 lande, som fører kontrol med skibes tekniske tilstand og besætningens arbejdsforhold når skibene er i havn. Hvidlisten er baseret på data fra de seneste tre års inspektioner.

Qualship 21 er et amerikansk program, der belønner skibe og flagstater med en stærk sikkerhedshistorik. Kun flagstater med lave tilbageholdelsestal og høj compliance bliver godkendt.