Kampagnen er udviklet i samarbejde med Danske Rederier og de maritime arbejdstagerorganisationer som led i opfølgningen på undersøgelsen af mobning og chikane på danske skibe. Kampagnen er ét af flere initiativer, der skal bidrage til at styrke det psykiske arbejdsmiljø til søs.
Søfartsstyrelsens vicedirektør, Rikke Wetter Olufsen, siger:
Dansk søfart er en af Danmarks stærkeste internationale styrkepositioner. Men bag skibene står mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder målrettet for et arbejdsmiljø præget af respekt, tillid og ordentlig omgangstone. Jeg er glad for, at rederier, søfarende og myndigheder står sammen om denne kampagne. Kampagnen alene løser ikke udfordringerne, men den kan være med til at skabe de samtaler og den opmærksomhed, som er nødvendige for at forebygge mobning og chikane om bord på danske skibe.
Kampagnen omfatter blandt andet en film, et fælles manifest og en række kommunikationsmaterialer, som skal understøtte dialogen om psykisk arbejdsmiljø ude på skibene.
Kampagnen lanceres i dag den 15. juni 2026 og vil blive distribueret til danskflagede skibe samt via digitale og sociale medier.