De to nye vicedirektører er Rikke Wetter Olufsen og Niels Wammen-Jensen. De kommer begge fra kontorchefstillinger internt i styrelsen.
Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, udtaler i den forbindelse:
”Jeg er meget glad for at kunne byde Rikke og Niels velkommen i direktionen. De er begge dygtige og erfarne kræfter på søfartsområdet, og jeg ser meget frem til fortsat at arbejde sammen med dem, nu som direktionsmedlemmer”.
Rikke har de seneste godt fire år været chef for Maritim Erhvervs- og Vækstpolitik i Søfartsstyrelsen. Rikke kom til Søfartsstyrelsen fra departementet i Erhvervsministeriet, hvor hun gennem en årrække har dækket en bred portefølje af erhvervspolitiske sagsområder.
Niels har været medarbejder i Søfartsstyrelsen i flere omgange. De seneste ca. to år har han været kontorchef og fungeret som styrelsens ”ambassadør” i departementet i Erhvervsministeriet. Niels har tidligere bl.a. været fungerende chef for Direktionssekretariatet i Søfartsstyrelsen og søfartsattaché i Bruxelles.
Udover Rikke Wetter Olufsen og Niels Wammen-Jensen består direktionen også af vicedirektør Niels Peter Fredslund og direktør Andreas Nordseth.